Mads Mikkelsen-film kan vinde Guldbjørnen
Nikolaj Arcels historiske drama "En kongelig affære" er inviteret til at deltage i hovedkonkurrencen i Berlin Filmfestivalens i år.
Den vil dermed også få verdenspremiere på festivalen, der afholdes fra 9. til 19. februar. Det oplyser Det Danske Filminstitut.
I forvejen er også den danske film "Magi i luften" af Simon Staho udtaget til festivalens konkurrenceprogram med ungdomsfilm.
Studerende i kongerolle
Nikolaj Arcels historiske drama fik lokket skuespiller Mads Mikkelsen tilbage i en dansk filmproduktion, og han har derfor hovedrollen i det pikante trekantsdrama som Christian VII's livlæge Struensee.
Han deler dog rampelyset sammen med den svenske skuespiller Alicia Vikander og den fjerde-års-studerende på Statens Teaterskole, Mikkel Boe Følsgaard. De spiller henholdsvis den stærke, engelskfødte dronning Caroline Mathilde og den tiltagende sindssyge Christian VII.
På rollelisten vil man også kunne finde skuespillere som Trine Dyrholm, David Dencik, Bent Mejding, Cyron Melville, Thomas Gabrielsson og Laura Bro.
Det faste manus-makkerpar
Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Rasmus Heisterberg, som han tidligere har samarbejdet med om manuskripter til "Mænd der hader kvinder" og til sine egne tidligere film "Kongekabale", "De fortabte sjæles ø" og "Sandheden om mænd".
"En kongelig affære" har dansk biografpremiere den 29. marts.
I den anledning læser vi i Klassikerklubben i april P.O. Enquists roman "Livlægens besøg", der også handler om Struensee, Caroline Mathilde og Christian VII. "En kongelig affære" er dog ikke en filmatisering af romanen men er baseret på et selvstændigt manuskript.