En gave at læse 'Ulysses'
Det var med ærbødighed jeg i sommer åbnede "Ulysses". Det siges at den er umulig, uforståelig, krævende.
Nu er det vinter og jeg er fascineret og må fortælle om mødet med Dublin, med Leopold Bloom, Stephen Dedalus, Buck Mulligan og alle de andre som driver gennem byen den 16 juni 1904, dagen hvor det hele foregår.
Der er 18 kapitler med hver sit særlige sprog og stemning. Mennesker går ind og ud af kapitlerne. De mødes, skilles, snakker med og om hinanden, diskuterer, driller, drikker, skændes i et fascinerende mylder af stemmer og skæbner - og Bloom er en af de mange og ham der holder fast i den røde tråd.
På en genial måde tager bogen afsæt i "Odysseen" og, hvis man er nysgerrig, kan man som sidegevinst genopfriske sin viden om Odysseus, for med Bloom møder vi Kyklopen, Sirenerne, er i Hades, sejler mellem Skylla og Karybdis og meget andet.
Man kan også muntre sig med at nærlæse Hamlet, da fader-søn temaet bruges på tankevækkende måde i Ulysses. Også Shakespeares eget liv bruges så genialt, at man får lyst til at dykke ned i dét.
Dit bogtip
Vil du anbefale en bog, så skriv til os på
bogklub@dr.dk
Teksten skal helst være på omkring 350 ord. Skriv også lidt om dig selv og vedhæft et foto.
Anbefalinger, som vi lægger på websitet, belønnes med en aktuel bog.
Musik fra operaer til folkeviser bruges, irske folkesagn, politik, sprog, historie væves ind i den storslåede, farverige gobelin som Ulysses er.
Ved nærlæsning træder personerne frem, så man lærer deres særpræg at kende. Bliver dus med Martin Cunningham, Richie Goulding, Fader Conmee og lærer nyt om dem hver gang man møder dem.
Akkurat som når man møder et nyt menneske. Først ved man kun lidt. Næste gang lidt mere. Så genkender man stemmen, måden at tale på, ordvalget, den særlige måde at snøfte på, grine på, drille på, undvige på.
James Joyce mestrer alt dette. Der bliver ikke forklaret noget, vi skal selv mærke og forstå.
Der forventes noget af læserne. Vi bliver ikke strøget med hårene. James Joyce øser af sin store viden om klassisk litteratur og fletter det ind i bogen. Meget opdager jeg ikke, meget ved jeg ikke, men det gør ikke glæden mindre.
Jeg kan selv gå på opdagelse i alt det jeg ikke er fortrolig med. Det behøver forfatteren ikke bruge tid på. Bare han giver mig lyst og læseglæde. Og det gør han.
Jeg kan kun anbefale: giv dig selv den gave at læse Ulysses. Brug tid på det. Fordyb dig.