Jussi Adler-Olsen: 'Flaskepost fra P'
I Skotlands yderste ende, helt oppe på politistationen i Wick, har en grøn, ridset flaske stået i en vindueskarm i ganske, ganske lang tid. Den er lille og derfor er der ingen, der rigtig lægger mærke til den og slet ingen der bemærker brevet indeni.
Derfor er der heller ingen der har undret sig over, hvad de halvt udviskede bogstaver HJÆLP mon kunne betyde.
Da politikommissær Carl Mørck ad omveje får overdraget den gamle flaskepost, tror han i første omgang, at det næsten udviskede nødskrig er resultatet af grove drengestreger. Men efterhånden som han og hans assistent Assad får afkodet mere og mere af brevet, går det op for dem, at to store drenge blev bortført engang i halvfemserne, og siden er flaskeposten det eneste livstegn, man har fået fra dem.
Men hvem er drengene? Hvorfor har deres forældre aldrig meldt dem savnet? Og hvad er der sket med dem?
Carl og Assad trækkes længere og længere ind i en beregnende og følelseskold kidnappers net, og pludselig går det op for dem, at tiden er ved at løbe fra dem. Selv om der er gået mange år, så er kidnapperen stadig aktiv. Mareridtet er uden ende.
'Flaskepost fra P' er tredje del af Jussi Adler-Olsens krimithrillerserie om Afdeling Q. De to første 'Kvinden i buret' og 'Fasandræberne' udkom i henholdsvis 2007 og 2008.
Du kan møde Jussi Adler-Olsen på DAB Kulturweekend lørdag den 6. marts kl. 6:00, 14:00 og 22:00.