A. J. Kazinski: 'Den sidste gode mand'
Det er intet mindre end det seneste års bedste danske krimi-debut vi i denne måned skal læse i Krimiklubben.
Bag forfatternavnet A.J. Kazinski gemmer sig forfatter og filminstruktør Anders Rønnow Klarlund samt børne- og ungdomsforfatter Jacob Weinreich. I april modtog de Det Danske Kriminal-Akademis udmærkelse for 'Den sidste gode mand'.
Menneskehedens 36 beskyttere
I romanen opdager en italiensk politimand en mærkelig sammenhæng mellem en række dødsfald over hele verden.
Han kommer frem til at ofrenes død hænger sammen med en gammel jødisk myte om 36 retfærdige mænd, der er sat på jorden for at beskytte menneskeheden.
Niels Bentzons umulige opgave
Sagen lander ved et tilfælde i København i hænderne på politimanden Niels Bentzon. Hans opgave bliver at finde et muligt offer - et såkaldt godt menneske. Men hvordan defineres godhed? Og er dem, der fremstår gode, nu også så renfærdige, som det ser ud til?
Det ligner en umulig opgave, indtil han møder astrofysikeren Hannah Lund, der med sine næsten uhyggeligt veludviklede matematiske evner mener at kunne fastslå tid og sted for på mordet på den sidste gode mand.
Om forfatterne
Anders Rønnow Klarlund er især kendt som filminstruktør og står bl.a. bag 'Hvordan slipper vi af med de andre' og 'Strings'. Han debuterede som forfatter i 2009 med 'De hengivne', som ikke er en krimi men en kritisk samtidsroman.
Jacob Weinreich er uddannet fra Filmskolens manuskriptlinje og har en lang række bogudgivelser bag sig, bl.a. romanerne 'Ringside' og 'Anfield Road' samt børne- og ungdomsserien 'Monsterjægerne'.
'Den sidste gode mand' er Klarlund og Weinreichs første fælles udgivelse. Den følges op af endnu en roman om Niels Bentzon, 'Nær død', i foråret 2012.