Zoë Ferraris: 'Den sidste sura'
Kort tid før sit bryllup forsvinder den 16-årige Nouf sporløst. Hun bor i Jeddah i Saudi Arabien med sin store velhavende familie af rettroende muslimer.
Familien vil gøre alt for at finde pigen, der tilsyneladende har pakket sin kamel, læsset den på en bil og kørt langt ud i ørkenen.
Sløret løftes
Familien er fortvivlede, og Noufs bror Othman beder sin ven, den tavse traditionelle ørkenguide Nayir, om at lede en storstilet efterforskning. 10 dage senere finder man hendes lig.
Den efterfølgende obduktion viser, at Nouf er druknet efter et slag i hovedet, men også at den unge pige var gravid.
Da Noufs død begynder at blive betragtet som et muligt mord, gør familien alt for at lægge låg på sagen, og man fornemmer hurtigt at flere af familiemedlemmerne har noget at skjule.
Ind i den lukkede kvindeverden
Nayir beslutter sig for at tage efterforskningen i egen hånd, men for at komme til bunds i sagen, har han brug for adgang til den, for mænd, lukkede arabiske kvindeverden.
Den finder han i form af Katya, den kvindelige laboratorietekniker der fastslog Noufs dødsårsag, og som desuden er Othmans forlovede. De to finder frem til et samarbejde, selvom Nayir må kæmpe med sine idealer, og efterhånden også med forbudte følelser.
Spændinger, traditioner, paradokser
'Den sidste sura' er bygget op som en klassisk 'whodunnit'-fortælling, men Ferraris' indgående beskrivelser af det arabiske samfunds mange spændinger, traditioner og paradokser gør romanen til et særdeles lærerigt bekendtskab.
Zoë Ferraris boede i Saudi-Arabien i starten af 1990'erne med sin arabisk-palæstinensiske mand. I 2006 færdiggjorde hun sin grad i fiktion ved Columbia University.
Hendes debutroman 'Den sidste Sura' er blevet udgivet i 25 lande. I dag bor hun med sin 19-årige datter i San Francisco.