Om DR Romanklubben
DR Romanklubben er stedet for dig, der vil læse og diskutere de mest interessante, nye danske romaner, og som har lyst til at være med til at vælge vinderen af DR Romanprisen.
DR Romanklubben er Danmarks største læsefællesskab i såvel det fysiske som virtuelle rum.
På klubbens website dr.dk/roman kan du melde dig ind i klubben ved at tilmelde dig nyhedsbrevet og blive opdateret på alle nye aktiviteter og tilbud fra klubben.
DR Romanprisen
Omdrejningspunktet i Romanklubben er DR Romanprisen, som har sæson fra december til maj.
Hver sæson nomineres seks danske romaner til DR Romanprisen, og disse seks romaner kan du være med til at læse sammen med alle de andre Romanklub-medlemmer.
Hver måned læser vi en af romanerne og debatterer den indgående både i fysiske læsekredse rundt om på landets biblioteker og i Romanklubbens debatforum på Litteratursiden.dk.
Vær med på dit lokale bibliotek
I bibliotekernes Romanklub-læsekredse leder bibliotekets ordstyrer den lokale læseklubdiskussion om månedens DR Roman. Der er typisk mellem 5 og 10 deltagere i bibliotekernes Romanklubber.
Hvis du har lyst til at være med i en læseklub, kan du spørge på dit lokale bibliotek, om de er med i DR Romanklubben og om der er plads på holdet. Du kan se en oversigt over de deltagende biblioteker via linket til højre.
Online læseklub på Litteratursiden.dk
Du kan også deltage i Litteratursiden.dk's online læseklub, der også hver måned diskuterer de nominerede bøger. Debatten her er altså synkron med debatten ude på bibliotekerne, og ofte deltager forfatteren til månedens roman selv i debatten på Litteratursiden.dk.
Vinderen af DR Romanprisen findes af læseklubberne
I maj kåres vinderen af årets DR Romanpris, og her kan du som klubmedlem påvirke udfaldet. Fire romaner kommer i semifinalen, og det er læsekredsenes medlemmer, der udpeger disse fire.
Herefter mødes en jury bestående af fem medlemmer fra læsekredsene i DR Byen for at finde endelig modtager af årets pris. Som medlem af en DR Romanklub, enten på dit bibliotek eller på Litteratursiden.dk, har du mulighed for at komme med i juryen.
Masser af andre gode tilbud
Udover alle aktiviteterne omkring DR Romanprisen får du desuden løbende masser af læse-inspiration og gode klubtilbud via klubbens nyhedsbrev som udkommer ca. en gang om måneden.
F.eks. får du direkte besked, når vi tilbyder gratis lydbøger til download, og du får mulighed for at deltage i sjove klub-arrangementer som Danmarks Største Læseklub i DR Byen og litteratur-arrangementer på DR Scenen på landets bogfestivaler.
Vil du være med? Du tilmelder dig nyhedsbrevet øverst til højre på siden.