Hanne Marie Svendsen: - Jeg måtte stole på min fantasi og indbildningskraft

I DR Romanklubben læser vi i efteråret fem nyere danske historiske romaner. Romanerne er udkommet indenfor de seneste 15 år og udvalgt af bibliotekarer landet over som fem af periodens bedste. Den anden i rækken er Hanne Marie Svendsens 'Unn fra Stjernestene' fra 2003.

Hanne Marie Svendsens 'Unn fra Stjernestene' tager læseren med til middelalderens Grønland, og helt ud i et nonnekloster i ødemarken.

Her bor fostsøstrene Unn og Ingebjørg, der undervises af klostrets nonner i blandt andet vævning og skrivning, men især den selvstændige Unn kæmper med klosterets patriarkalske menneskesyn, det dogmatiske liv og isolationen.

Da en ny abbedisse, Fru Solvar, kommer til klosteret følger også nye tider. Klosteret bygges ud og haven blomstrer med nye planter og urter, men Fru Solvar er også streng, og snart ulmer der et oprør blandt sognebørnene.

'Unn fra Stjernestene' regnes blandt Hanne Marie Svendsens hovedværker. Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 1977 med 'Matildes drømmebog'. I 1985 vandt hun international anerkendelse med romanen 'Guldkuglen', for hvilken hun var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. 

Her fortæller hun om sit syn på historiske romaner og inspirationen til 'Unn fra Stjernestene'

Hvad er en god historisk roman for dig?
Det er en fortælling, som skildrer en periode i fortiden, men også viser, hvordan problemstillingerne giver ekko i nutiden. Den er distanceret i tid, men skal alligevel gå tæt på læseren, og netop derfor må sproget ikke forsøge at efterligne "gammel stil"- men selvfølgelig heller ikke strutte af moderne slang og anakronismer, der skubber læseren helt ud af romanens univers.

Og så skal de personer, som bærer handlingen frem være vedkommende og interessante for mig - eller de skal i hvert fald blive det, efterhånden som jeg læser videre.

Hvordan fik du idéen til at skrive 'Unn fra Stjernestene'   
Min bedstefar døde et lille års tid, før jeg blev født. Han kom ikke meget ud at rejse i sit liv, men kompenserede ved at købe alle de store opdagelsesrejsendes værker, især Grønlandsfarernes. 

De stod bag glaslåger i reolen, Knud Rasmussen, Mylius Erichsen, Fridtjof Nansen, og da jeg blev ældre, begyndte jeg at læse mig igennem dem. Jeg læste med stive øjne, og syntes, at jeg selv gik på opdagelse i det mærkelige land, var med på jagt og traskede over rådden is oppe i kulden og ensomheden. 

Engang i 60'erne fik jeg fat på Helge Ingstads 'Landet under Polarstjernen', som jo skildrer perioden fra 985 til et stykke ind i 1400-tallet, hvor nordboerne boede i Grønland  som kolonisatorer. Der er mange gåder og spændende historier knyttet til den tid, og jeg tænkte allerede dengang på, at her var stof til en stor roman. Men jeg kunne ikke sætte billeder på, havde aldrig været der, havde jo ikke levet i middelalderen. Jeg tænkte: Det her magter jeg ikke. 

Det var en drøm, der fulgte mig gennem mange år: At skrive den bog. Og da jeg så selv var kommet op i 60'erne sagde jeg til mig selv: Nu må det være. Måske kan du, måske må du opgive, men i hvert fald må du forsøge.

Hvad er det vigtigste dilemma, som du vil belyse med romanen?
Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg ikke så meget på dilemmaer. Jeg ville bare prøve at fortælle en god historie. Men efterhånden tegnede der sig nogle mønstre.

Perioden omkring 1350 er en tid, hvor forskere og filosoffer begynder at se på verden med deres egne øjne og ikke gennem slør af vanetænkning og konventioner. De tænker dristigt, de har farlige tanker, som kirken ikke kan acceptere. Fundamentalisterne truer i bogstaveligste forstand med bål og brand. Det er en opbrudstid, og hvordan afspejler den sig hos anonyme mennesker, der bor afsides, men jo alligevel har kontakt med Europa?

Nogen er selvfølgelig ligeglade og har nok at gøre med at klare sig gennem det vanskelige liv, men andre har overskud til at være videbegærlige og oprørske. Unn gør oprør mod det patriarkalske menneskesyn og hendes elskede Nicolas anfægter kirkens dogmer og verdensbillede. Begge oplever de kultursammenstød og brydninger mellem forskellige religioner og sekter.

Jeg er gået ud fra, at mennesker dengang ikke er meget forskellige fra os, selv om de sociale og kulturelle betingelser var anderledes. De er angste for det fremmede - og for de fremmede, som jo i det her tilfælde var landets oprindelige indbyggere. De er optaget af det lille livs problemer, af kærlighedsaffærer, men ikke mindst af sociale og politiske magtkampe. Kultur - og kvindekamp har vi stadig, opgør med de magtfuldkomne og diskussioner om videnskab og tro. Jo, der er mange paralleller til i dag.

Hvordan har du researchet til romanen?
Det var hårdt arbejde. Jeg sad på Det kongelige Bibliotek og læste alt, hvad jeg kunne finde om Grønland på den tid, hvordan gårde og kirker så ud, hvordan den katolske kirke fungerede, hvordan retsystemet var, hvad folk spiste, hvordan de gik klædt og så videre. Det fascinerede mig, at der havde ligget to klostre på Grønland. Hvordan havde man levet der?

På et tidspunkt begyndte personerne at myldre frem omkring mig, og jeg vidste, at nu måtte jeg frigøre mig helt fra researchen, lægge alle noter langt væk. Jeg håbede på, at det, jeg havde læst, lå et sted i min underbevidsthed, men nu måtte jeg stole på fantasi og indbildningskraft, kaste mig ud i eventyret og begynde at skrive.

Minder du selv om Unn?
På visse måder, hun er den i romanen, jeg føler mig mest knyttet til. Unn vil tænke selv og ikke have fastlagte meninger trukket ned over hovedet. Jeg kan genkende videbegærligheden og nysgerrigheden fra mig selv, og til en vis grad oprørstrangen, selv om jeg nok også har en del tilfælles med hendes kusine, den mere passive og tilpassede Ingebjørg. 

Da jeg var ung, havde jeg tit voldsomme diskussioner med de gamle damer i familien. De havde deres urokkelige livssyn, som jeg anfægtede, men vi havde det godt med hinanden. Når Unn i romanen opponerer mod bedstemor Ingvelde og hendes synspunkter, brugte jeg træk fra mine egne diskussioner med de gamle kvinder i Skagen. Men måske er der lidt af forfatteren i de fleste af bogens personer, også i de usympatiske.

Har du selv en historisk roman, som du er særligt begejstret for?
Jo, der vil jeg nævne Halldór Laxness´ 'Islands Klokke', selv om forfatteren har sagt, at det ikke er en egentlig "historisk roman", fordi personer, begivenheder og stil udelukkende retter sig efter værkets egne love. Det synes jeg nu er tilfældet i alle gode romaner, også de historiske.

'Islands Klokke' foregår i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, hvor Island er ludfattigt og udbyttet af den danske konge og de mænd, han har givet monopol på handelen.

To af hovedpersonerne har historiske forbilleder, den ukuelige almuemand Jón Hreggvidsson og Arnas Arnæus, der sætter livet ind på at samle stumperne af de islandske sagahåndskrifter. Det er en bog om et fornedret lands frihedskamp, men også en vidunderlig kærlighedsroman. Der er kras realisme, humor og  stor poesi. Jeg er bare så glad for den bog.