Dorrit Willumsen: - Bipersonen endte med at få hovedrollen

I DR Romanklubben læser vi i efteråret fem nyere danske historiske romaner. Romanerne er udkommet indenfor de seneste 15 år og udvalgt af bibliotekarer landet over som fem af periodens bedste. Oktober måneds bog er Dorrit Willumsens 'Bruden fra Gent' fra 2003.

Dorrit Willumsens 'Bruden fra Gent' er historien om Elisabeth, der som 14-årig drager til Danmark for at blive gift med Kong Christian den Anden.

Den første tid i Danmark bliver dog alt andet end et eventyr for den unge pige, der ankommer til København bleg og svækket. For kongen har kun øje for sin smukke elskerinde Dyveke. 

Men med tiden vokser den begavede og flittige Elisabeth med opgaven som dronning, og da Dyveke dør, vinder hun efterhånden kongens intimitet og fortrolighed. Men det unge par går også en streng tid i møde. 

Dorrit Willumsen (f. 1940) debuterede som forfatter i 1965 med novellesamlingen 'Knagen'. Hun har efterfølgende udgivet en række romaner, digt- og novellesamlinger.

Willumsen fik sit egentlige gennembrud med romanen 'Marie' i 1983, der handlede om Madame Tussauds liv. Senere har hun skrevet flere historiske romaner blandt andet 'Klædt i purpur' om Kejserinde Teodora fra oldtidens Byzantinske Rige.

Her fortæller hun om sin inspiration til at skrive 'Bruden fra Gent'.

Christian d. 2. og Dyveke er begge historisk berømte, hvorimod de færreste kender Elisabeth. Hvorfor valgte du at skrive en roman om hende?
Det var oprindeligt en veninde, der foreslog mig at skrive en roman om Christian den Anden og Dyvekes romantiske men tragiske kærligshistorie. Men da jeg begyndte at læse, viste det sig at være Elisabeth, som jeg var mest interesseret i.

Hvorfor fandt du hende så interessant?
Hun er en kvinde, der nåede utrolig meget i løbet af sit korte liv, der varede bare 24 år. Som barn var hun rig og forkælet, men blev allerede som 14-årig sendt til Danmark for at blive gift. Hun nåede at føde seks børn, hvor kun tre overlevede. Og så levede hun de sidste to år af sit liv i landflygtighed med sin mand.

Men hun er også fascinerende på grund af sin karakter. Hun er intelligent og flittig, og hun havde ingen fjender, fordi hun var ekstremt dygtig til at omgås folk.

Hvor meget af hendes karakter i bogen har du digtet, og hvor meget har du læst dig til?
Jeg har kunnet læse mig til meget. Der er skrevet en hel del om hende, og der findes desuden en række breve, som hun har skrevet. Så jeg er blevet kraftigt inspireret af de ting, som jeg har kunnet læse mig til.

Dyveke derimod foreligger der hverken breve eller billeder af. Hendes udseende og væsen har jeg selv fået lov at digte mig til.

En anden karakter, som jeg var meget glad for at skrive om, er dværgen Lukas. Han er min egen opfindelse. Men hofdværge var nu en almindelig ting ved hoffet på Christian den Andens tid.

Er der andre dele af bogen, som du har brugt særlig tid på at researche?
Jeg har brugt meget tid på at læse om trolddomsurter og lægeplanter. Sigbrit er jo historisk kendt for at kunne meget med urter, og i bogen holder hun Dyveke ung og smuk med sine drikke og giver hende og kongen kærlighedsurter. Det spiller en vigtig rolle, for hvor Elisabeth er født til magten, er Dyveke Sigbrits redskab til den.

Jeg tror heller ikke, at Dyveke kunne have været kongens elskerinde i 8 år uden at blive gravid, hvis ikke Sigbrit havde haft en finger med i spillet. Men det er altså rent gætteri fra min side.

Hvad kan en nutidig læser bruge historien til?
Elisabeth er inspirerende, fordi hun forsøger at få mest muligt ud af sit liv. I de to første år i Danmark, mens kongen tilbringer al sin tid med Dyveke, bruger Elisabeth sin ensomhed på at arbejde. På at lære sproget og at forstå de danske sæder og skikke.

Men jeg vil ikke kalde Elisabeth for en moderne kvinde. Hendes grænseløse loyalitet overfor kongen er der nok ikke mange i vores tid, der kan forholde sig til.

Og så er der jo universelle følelser på spil, f.eks. hendes længsel efter at kende sine forældre.

Du har selv skrevet flere historiske romaner, kan du se nogle fællestræk ved romanerne?

Overordnet handler de alle om intelligente kvinder, der når meget i deres liv. Elisabeth vokser som sagt utrolig meget i løbet af sit korte liv, mens Teodora (fra 'Klædt i purpur' red.) går fra at være prostitueret til kejserinde. I Maries (Marie Tussaud fra 'Marie' red.) tilfælde er det hendes erkendelse af, at kunsten for hende er vigtigere end mænd og børn.

Jeg er nok meget fascineret af de kvinder, der på godt og ondt formår at sætte sig ud over deres egen tids normer.

Er der en historisk roman du holder særligt af?
J.P. Jacobsens 'Fru Marie Grubbe'. Det er en historie om en kvinde, der er drevet af sin lidenskab i sådan en grad, at hun ofrer sin sociale status og rigdom. Det er egentlig ikke fordi det er en historisk roman men har at gøre med den lidenskab, der er skrevet ind i historien.