Anne Lise Marstrand-Jørgensen: 'Hildegard I'
Tag med tilbage til middelalderen og mød Hildegard. Et lille, skrøbeligt pigebarn, da hun bliver født i 1098. Hun er ofte syg, og hun er bare ikke som de andre børn. Der er noget med hende Hildegard...
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har fået mange rosende ord for sin roman om den autentiske Hildegard af Bingen. Pigen, der vender svagheder til styrker og blandt andet er kendt som nonne, lægekyndig, komponist og forfatter, og hvis store indflydelse har tråde helt frem til i dag.
Men før det var hun bare grå hår i hovedet på sin mor. Den lille Hildegard er anderledes. Hun interesserer sig for helt andre ting end børn ellers gør, og pludselig en dag, da hun er kun et par år gammel, oplever hun sine første visioner.
Hjemmefra som otteårig
Hendes mor er fortvivlet, for hvad gør man med sådan et barn?
Derfor lærer den lille Hildegard at holde det for sig selv, når hun hører Guds stemme eller kan se ind i fremtiden.
Som otteårig bliver den lille pige sendt hjemmefra. Først for at bo sammen med den unge, fromme Jutta, som skal forberede hende til klosterlivet. Efter et par år flytter hun sammen med Jutta ind i klosteret Disibodenberg, hvor hun skal leve i tavshed og med et begrænset kontakt med andre.
Nært venskab
Men i klostret møder hun også munken og læreren Volmar, og et stærkt venskab vokser mellem de to. Han anerkender hendes specielle evner og fungerer som hendes vejleder. Det er sammen med ham, at hun modtager det budskab, som hun har ventet længe på: Pavens anerkendelse af Hildegards evner.
'Hildegard I' følger nonnen de første 50 år af hendes liv til hun modtager meddelelsen fra paven. Efterfølgeren, 'Hildegard II', fortsætter frem til Hildegards død i 1179.
Om forfatteren
Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev i 2009 tildelt Weekendavisens Litteraturpris og 100.000 kroner for 'Hildegard I'.
Den tidligere medicinstuderende Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 med digtsamlingen 'Vandring inden ophør'. Hun udgav yderligere tre digtsamlinger og to romaner, før hun fik det helt store gennembrud med 'Hildegard I'. Året efter udkom 'Hildegard II'.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen var nomineret til Danske Banks Litteraturpris 2011 for sine to bøger om Hildegard, men prisen gik til Birgithe Kosovic for 'Det dobbelte land'.
Lyt med på P1
'Alle tiders historie' på P1 har hver måned sat fokus på et tema omkring historiske romaner i forbindelse med Romanklub-forløbet.
Sidste indslag i serien bliver sendt den 5/12, hvor programvært Dorthe Chakravarty taler med forlagsbranchen om deres syn på historiske romaner netop nu. Lyt med på P1 den 5/12 kl. 11.30.