Mia Degner
Giv en kort præsentation af dig selv.
Da jeg var yngre og mere forelsket tog jeg til Lissabon for at gå på filmskole. Jeg har stadig en hel del Portugal under huden og neglene, selvom jeg nu mest bor i København.
Lige nu beskæftiger mig primært med kunstfilm og dokumentar, som egentlig ligner digte en hel del, synes jeg. Når jeg laver film, er det i hvert fald det, jeg går efter; det skal ligne visuelle digte. Både mine digte og mine film ligger et eller andet sted mellem billeder, sprog og historie, og er fulde af ord, der står og falder over hinanden.
Hvornår begyndte du at skrive digte?
Jeg kan ikke længere huske ikke at have skrevet digte, men jeg kan huske, at jeg startede med at skrive historier. Før jeg egentlig rigtig kunne skrive. Det lærte jeg nemlig temmelig sent. Jeg troede, alle ord skulle skrives med prikker mellem stavelserne, for sådan stod de jo i læsebogen. Hvor følte jeg mig snydt, da jeg opdagede, at det ikke var sådan, det hang sammen! Men stavelsesprikkerne lærte mig trods alt sprogets rytme og gav mig den første sproglige nysgerrighed, og så kom digtene senere.
Hvad er det, digte kan, som andre litteraturformer ikke kan?
"Når der er noget smukt at sige i livet, laver man skulpturer; når der er noget smukt at sige i sjælen, laver man vers. Prosa er beregnet til korrespondancer - de personlige såvel som de generelle korrespondancer, der kaldes litteratur. Poesi er ikke litteratur: det er kunst."
Ricardo Reis (Fernando Pessoa)
(Fra bogen "Prosa de Ricardo Reis", Assírio & Alvim, 2003, min oversættelse)
Hvilke særlige temaer eller dilemmaer optager dig?
Hvordan man formår at blive et sted og flygte fra det samtidig. Byer og hjem. Mennesker i byer og på sofaer. Ting, der bliver væk, bliver tabt og mistet og fundet, måske.
Og kærlighed, for pokker! Så er det sagt. Indrømmet og shame on me!
Hvordan adskiller dine digte sig fra anden dansk lyrik?
Jeg er stadig ved at finde den helt rigtige lyd i mine egne tekster, og det handler egentlig ikke så meget, synes jeg, om at være forskellig fra noget andet, men snarere om at være ens med sig selv.
Hvilket digt eller digtsamling, vil du anbefale alle at læse?
Den portugisiske digter Fernando Pessoa er den forfatter, der, indtil nu, har betydet allermest for mig. Jeg har slæbt hans bøger med mig overalt. Hans forfatterskab er meget omfattende og varieret, fordi han via sine forskellige heteronymer kunne tillade sig at skrive i alle mulige retninger samtidig, og endda på den måde give sig selv (i andre skikkelser) kritiske kommentarer med på vejen; det er meget inspirerende!
Flere af hans digte er eminent oversat til dansk af Peter Poulsen og en del af det store værk "Rastløshedens bog" (som godt nok ikke er digte, men alligevel) findes i oversættelse af Mone Hvass. Vidunderligt.