Theis Ørntoft: 'Yeah suiten'
Hvordan fik du ideen til bogen?
Det var da jeg havde skrevet det første digt, husker jeg. Det digt som også skulle blive det første i en anden kronologi, nemlig bogens. I det hele taget fejres der mange fødselsdage i 'Yeah suiten'. Anskuet som storform er der jo tale om en både mærkelig og umærkelig rejse fra morgen til aften. Jeg slutter bogen af med at sende en slags adelshilsen til læseren. Jeg kan huske, det var eftermiddag da jeg skrev det første digt, og jeg forstod ikke rigtig hvad det var jeg lavede. Men at det digt jeg havde skrevet måske udpegede en retning. Hen mod det ene eller væk fra det andet.
Hvorfor hedder den 'Yeah suiten'?
Det står der uden på den, det er rigtigt. Men det er kun det den hedder mest, for inden i sig har den mange titler. 'Yeah' er et uafgørligt temperament. Lyt til Arcade FIre, det er lyden af mange stemmer der råber samtidig. Det er også derfor, jeg ikke råber omkvædet højt når jeg er ude og læse op: Jeg er ikke nok.
Hvorfor var det lige dig, der skulle skrive den bog?
Det var et stort spørgsmål. I min verden er uskrevne bøger nu ikke ligefrem noget man tager ned fra en hylde som på et bibliotek. Det uskrevne som sådan er meget kompliceret at tale om, det bliver forløst gennem en række af noget der kan ligne tilfældigheder. Denne bog er mit resultat og alle andres. Og dog. Det svarer til at spørge, hvorfor det lige er mig der er mig. Men jeg vil godt gå med til at sige, at litteraturen på sin vis løslader verden fra en slags fangenskab.
Ligner du selv en eller flere af karaktererne i bogen?
Jeg tror det er John Ashbery der har sagt, at hver gang han skriver, så befinder han sig på et niveau af sig selv, hvor han ellers aldrig kan befinde sig. Kun i skriften etableres de forbindelser. Mange andre har givet udtryk for den samme fornemmelse gennem tiden, det er ganske banalt. Men spørgsmålet lægger op til et ja eller et nej, fornemmer jeg. Er der forbindelser mellem mig og stemmen? Så må det blive et uhørt ja.
Hvad er det vigtigste menneskelige dilemma, som du gerne vil have dine læsere til at tænke over?
Bogens retorik er på en måde en nysgerrighed overfor læserens måde at danne helheder på. Men det er i høj grad et spørgsmål om læsersensibilitet. Jeg fornemmer, at mange mest læser min bog som en fejring af ungdommen, altså at den demonstrerer en bevidst og fragil lykke, og at det alene kvalificerer bogen. For mig er det faktisk ikke så meget gaden eller værelset det handler om, men snarere hvor hårde kollisioner mellem forskellige temperaments- og erkendelsesregistre man kan fremskrive, og stadig foregive at stemmen er en autoritet.
Hvad var det sværeste ved at skrive bogen?
Utålmodigheden var som sædvanlig den store modstander. Jeg tænker så ofte: Kom nu, verden. Kom nu. Men det er sikkert en vigtig generator for min skriveproces.
Hvordan forholder du dig til anmeldelserne?
Generelt har jeg haft det ret skønt med at læse anmeldelser af min bog. Flere af de negative anmeldelser nærer jeg genuint varme følelser for, jeg synes de er sjove. Og omvendt har jeg det lidt underligt med nogle af de positive. Men overordnet vil jeg sige, at de virkelig interessante anmeldelser der er blevet skrevet, de kan tælles på en finger. En finger!
Hvad læser du selv for tiden?
Marguerite Duras 'At læse', Maurice Blanchot 'Orfeus blik', Gilles Deleuze 'Forhandlinger', Jeppe Brixvold 'Hæfte' og Glenn Christian 'Ruben'.
Hvilke andre forfattere kan du bedst lide? Hvorfor?
Fælles for dem alle er, at de i glimt kan give mig et tavst svar på hvorfor jeg selv læser og skriver: Rimbaud, Flaubert, O'hara, Saarakoski, Transtrømer, Rilke, Dylan, Conor Oberst. I DK er det folk som Inger Christensen, Ole Sarvig og nu også Jens August Schade. Og selvfølgelig Lars Frost og Lars Skinnebach.