Mediestøtteaftale er på plads

Internetmedierne bliver tilgodeset, mens de traditionelle trykte medier kommer til at miste penge.

Regeringen og Enhedslisten har fredag eftermiddag indgået en aftale for, hvordan mediestøtten skal se ud i fremtiden. Og der er godt nyt at hente for internetmedier, mens der er dårligt nyt for de traditionelle trykte medier.

Hidtil har de trykte medier fået støtte til distribution, men det droppes og erstattes i stedet af en produktionsstøtte, så både dagblade, dagbladslignende publikationer og nu også visse internetbaserede medier kan få støtte til deres journalistiske produktion.

Sådan er den nye mediestøtte

- Den nuværende distributionsstøtte til trykte medier erstattes af en produktionsstøtteordning til dagblade, dagbladslignende publikationer og internetbaserede medier.

- Små, landsdækkende dagblade, der i særlig grad har indhold af betydning for samfundet og den demokratiske debat, kan søge supplerende støtte.

- Kommercielle internetmedier, der ikke ejes af virksomheder, der modtager direkte eller indirekte støtte til andre medier, kan søge støtte i en særlig pulje.

- Der oprettes en innovationspulje, der skal støtte etablering af nye medier og udvikling af eksisterende medier samt saneringsstøtte i forbindelse med akutte økonomiske problemer.

- Den nuværende pulje til foreningsblade videreføres, og der afsættes midler til at understøtte ideelle foreningsblades konvertering til digital distribution.

- Om tre år bliver der taget stilling til, om mediestøtten skal ændres igen.

- Den samlede mediestøtte er på 403,6 millioner kroner. Størsteparten (363,6 millioner kroner) går til produktionsstøtte til dagblade og internetmedier.

Internetmedier skal tilgodeses

Der er sat 363,6 millioner kroner af til denne form for støtte, som udgør rygraden i aftalen.

- Udviklingen var løbet fra den tidligere aftale, siger kulturminister Marianne Jelved (R).

- Vi vil gerne have, at det bliver hele medieverdenen, der får del i mediestøtten. Og da de internetbaserede medier ikke har distributionsomkostninger, kan de ikke blive tilgodeset efter den hidtidige ordning, siger hun.

- Aviserne kommer til at miste penge

Enhedslistens Per Clausen mener, at det vigtigste er, at aftalen sikrer, at der kommer penge til uafhængige internetmedier, som ikke tidligere har kunnet få støtte.

- Der er ingen tvivl om, at gratisaviserne kommer til at miste penge, og der er heller ingen tvivl om, at de store dagblade også taber penge på det, siger han til Ritzau.

Den overordnede økonomiske ramme for mediestøtten lyder på 403,6 millioner kroner, hvilket er det samme som i dag.

Små medier kan søge støtte

Aftalen betyder samtidig, at den støtte, der gives til, at de trykte medier kan omlægges til digital distribution, øges.

Derudover kommer der en såkaldt innovationspulje, hvor små hjemmesider eller medier kan søge støtte.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen: