Uperfekt dating lokker seere til DR3

Næsten 100.000 fulgte med, da DR3s 'De Uperfekte' kørte over skærmen for første gang, og kanalen tegner til at blive en større succes end sin forgænger.

DR3 overtog mandag DR HDs sendeplads. Og selvom der ikke er mere end et døgns tid at tælle seere på indtil videre, viser de første målinger gode resultater for den nye kanal.

DR3 er indholdsmæssigt meget anderledes end sin forgænger DR HD, men fordi DR3 overtager DR HDs plads, er det denne kanal der danner sammenligningsgrundlag for seertallene i den første statistik. Og selvom nyhedsværdien spiller ind i de første målinger, tegner der sig et billede af en kanal, der når sin målgruppe.

Uperfekt dating lokker

Ifølge DR Medieforskning har seerandelen på DR HD om mandagen i uge 2,3 og 4 ligget på 1,3 procent blandt alle seere og på 1,5 procent blandt de 15-39-årige. Til sammenligning havde DR3 på sin premieredag 2,4 procent af seerandelen blandt alle seere og 3,0 procent blandt de 15-39-årige.

Det var især højt profilerede programmer som 'Monte Carlo elsker Putin', der trækker på P3-programmet 'Monte Carlo', og det alternative datingprogram 'De uperfekte' der tiltrak seerne. 'Monte Carlo elsker Putin' blev set af 87.000 og 'De uperfekte' nåede helt op på 97.000 seere.

Til sammenligning bliver TV3's 'Masterchef USA' set af cirka 75.000 seere, skriver MediaWatch.

Der er både knald på og oplysning

Berlingskes anmelder Kristian Lindberg har masser af roser til DRs nye kanal DR3 efter den første aften på skærmen.

- Overordnet set er kanalen underholdende, og der er knald på, men der er også oplysning. Desuden er der en god dansk tone i de to programmer 'Generation Plastik' og 'De Uperfekte', siger Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg til B.dk.

Stort potentiale

Kristian Lindberg er særlig begejstret for ærligheden i 'De uperfekte', mens han finder 'Monte Carlo'-værternes Ruslandseventyr skuffende.

- Det er ironisk på en 90'er-agtig måde og handler mere om værternes fordomme over for Rusland end om Rusland, siger han.

Alligevel mener han, at DR3 har potentiale til at blive en succes, uden at skulle ses som en konkurrent til de kommercielle kanaler, for DR3 lever op til sine public service-forpligtigelser med en god blanding af oplysning og underholdning.

  • Print
  • Del artiklen: