Bladdød. Massefyringer. Og mangel på en fornuftig forretningsmodel.
Det er nogenlunde sådan, det ser ud for aviser over hele verden i dag. Medieverdenens ældste medie er i færd med at blive udkonkurreret af det nyeste: netaviserne med deres gratis fremmarch har betydet, at aviserne har mistet både læsere og annoncører og derfor har måttet lukke og fyre på stribe.
Fra -233 mio. til +741 mio.
Ikke mindst det amerikanske flagskib New York Times har været et billede på aviskrisen med massefyringer og en frygt for den respekterede mediemastodonts endeligt.Men nu er der glædeligt nyt fra USA.
Ifølge New York Times Selskabet nyeste årsregnskab har man vendt underskud til overskud. Mens man i 2011 tabte 233 millioner i 2011, har man i 2012 tjent 741 millioner kroner.
Og for første gang nogensinde har avisen haft større indtægt på læsere end på annoncer.
Betal for din netavis
En del af forklaringen på overskuddet skal findes i et frasalg af en hjemmeside med stillingsopslag. Men ifølge New York Times Company, kommer overskuddet også efter, man har flyttet fokus fra den trykte avis til den digitale avis
I marts 2011 indførte New York Times nemlig den såkaldte 'metered model' - en betalingsmodel på deres netavis, hvor brugerne efter et antal gratis artikler, skal betale for adgang til netavisens artikler.
Og ifølge New York Times Mark Thompson, den tidligere BBC-leder, som blev øverste leder for avisen i november sidste år, er en stor del af årsagen til overskuddet netop, at betalingsmuren har virket: antallet af digitale abonnenter steg 13 procent på et kvartal til 668.000.
- 2012 viste både de muligheder og de udfordringer, som vi står over for som selskab. For første gang i selskabets historie er indtjeningerne fra oplaget større end annonceindtægterne, siger han ifølge AFP.
Men hvad med Danmark?
Herhjemme har en stor del af de danske aviser allerede indført eller er på vej med at indføre betalingsmodeller på deres netaviser. Berlingske og Politiken med 'New York Times-modellen' som direkte forbillede.
Men ingen aner endnu, om læserne vil følge med og begynde at betale for deres netnyheder. Kan New York Times succes på nettet være et positivt forvarsel for de danske aviser og deres nye forsøg på at tjene penge på nettet?
Det kan det ikke, mener Filip Wallberg, lektor på Syddansk Universitet med speciale i digital journalistik:
- En ting er, hvad New York Times lykkedes med. Noget andet er, hvad danske aviser som Politiken eller Berlingske kan lykkedes med. New York Times er en internationalt anerkendt avis, der skriver på engelsk, og som selv folk her i Danmark har abonnement på, siger han til dr.dk/kultur.
Ifølge Filip Wallberg er danske aviser begrænset af, at Danmark trods alt kun har 5,5 mio. mennesker og skriver på dansk, som ikke ret mange andre end danskerne selv er interesserede i.
Ikke alt kan overføres til Danmark
Derfor tror han ikke, man kommer til at kunne aflæse det på bundlinjen i de kommende årsregnskaber for de danske aviser.
- Og jeg tror heller ikke engang på, at brugerbetaling vil overhale indtægterne fra annoncer - som de har gjort det hos New York Times. Måske på længere sigt, men i hvert fald ikke i 2013, siger han til dr.dk/kultur.
Kan man så overhovedet bruge det glade amerikanske budskab til noget i en dansk kontekst?
- Vi kan brug det på den måde, at vi skal lade os inspirere af New York Times, men også af en avis som VG Norge, der tjener gode penge på bannerannoncer. De har fundet ud af at tjene penge på mobilplatformen. Vi skal lade os inspirere, men samtidig huske at det ikke er alle succeser, man direkte kan overføre Danmark.