Nøøj, det er nyheder for børn!

De har gjort det i Norge og Sverige i årevis. Og fra på mandag sender DR også nyheder målrettet til børn på den nye kanal DR Ultra.

- Det værste er, hvis en person som Anders Breivik myrder en masse børn igen. Det bliver altså en svær historie at fortælle.

Stine Lynghard er ikke i tvivl om, at opgaven med at formidle voksennyheder til børn bliver en svær balancegang.

Hun er en af de to værter på det nye program 'Ultra Nyt'. En otte minutters nyhedsudsendelse som fra i næste uge vil sende nyheder målrettet unge mellem 7-12 år mandag-torsdag klokken 18:00.

Nyhedsudsendelsen er en del af programfladen på den nye kanal DR Ultra som sender for første gang mandag den 4. marts.

Nærvær for børnene

Sammen med Ramasjang skal DR Ultra sende public service-tv til børn under 12 år. Men hvor Ramasjang nu bliver målrettet de mindste, så bliver DR Ultra en kanal for de større børn, hvor også de voksnes nyheder bliver en del af sendefladen.

Men hvordan fortæller man historien om en bilbombe i Syrien, eller om endnu en skudmassakre i USA uden at det bliver for voldsomt. og børnene bliver bange?

Ifølge Stine Lynghard handler det om, at skabe tryghed og give historierne nærvær for børnene.

- Har der for eksempel været en skudepisode i USA, så skal vi selvfølgelig fortælle om den. Men vi ville nok ikke gå i detaljer om, hvordan folk var blevet dræbt. Til gengæld ville vi se på sandsynligheden for, at det kunne ske på en skole i Danmark. Den ville nok ikke være særlig stor, og sådan en historie ville altså være med til at skabe ro hos børnene, forklarer Stine Lynghard.

Fokus på tryghed

Det er halvandet år siden planlægningen af DR Ultra og Ultra Nyt begyndte. Resultatet er blevet en nyhedsudsendelse uden breaking news, men en der, ifølge Stine Lynghard, giver perspektiv ro og tryghed i børnenes tilværelse. For det skal være trygt for forældrene at lade børnene se kanalen, og derfor må nyhederne heller ikke skræmme børnene, fortæller studieværten.

- Vi skal ikke lade børnene sidde tilbage med en følelse af, at alverdens ulykker kunne ske for dem, fordi det er sket et andet sted i verden. Omvendt må vi heller ikke ignorere virkeligheden. Så det er en balancegang.

Og her er historien om massakren på Utøya netop svær at placere. For hvordan kan man formidle historien om en så grufuld massakre, uden det skræmmer?

Et blødt perspektiv

Ifølge Stine Lynghard gav norsk børne-tv et godt eksempel på, hvordan det kunne lade sig gøre efter Anders Breiviks terrorhandling.

- De lavede en historie om, hvad der skete der med alle de bamser, som folk efterlod som mindesmærke på øen. Det synes jeg, var en rigtig god perspektivering på historien. Det kunne vi også have fundet på, siger Stine Lynghard.

DR Ultra sender første gang mandag den 4 marts. Kanalen sender hver dag mellem klokken 06:30 og klokken 20:30 i hverdagene og til cirka 23:30 i weekenden. DR Ramasjang sender hver dag mellem 06:00-20:00. Du kan finde et overblik over de nye programmer på DR Ultra her.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve