Bowie er tilbage: Udgiver første album i 10 år

Musikerlegenden David Bowie udkommer med sit første album i knap ti år. ”En gigantisk nyhed”, siger P6 Beats Anders Bøtter.

Glamrockeren David Bowie bryder flere års musikstilhed og udkommer med sit første nye album i næsten ti år.

Det nye album får titlen "The Next Day" og udkommer 12. marts, skriver musikerens hjemmeside davidbowie.com.

Der er allerede i dag udgivet en singleforsmag fra det nye album, balladen "Where Are We Now?", i anledning af den flamboyante musikers 66 års fødselsdag.

Se musikvideoen HER.

Tager røven på musikbranchen

Og nyheden om den kommende udgivelse har vakt begejstring og overraskelse i musikverdenen, som ellers var begyndt at affinde sig med tanken om, at Bowies sidste album var udkommet.

- Det er jo en gigantisk nyhed, fordi Bowie har været væk i så mange år og alt har tydet på, at han var ved at lægge sin karriere i graven, siger Anders Bøtter, vært på P6 Beat til DR Kultur.

Men den pludselige offentliggørelse af "The Next Day" er typisk for glamrockeren, der altid har formået at holde sig ude af mainstreambølgen og holde information tæt ind til kroppen.

- Det er typisk Bowie. Det rygtedes, at han var færdig, men han griner højlydt for sig selv, fordi han ved, at der er et nyt album på vej. Han tager jo røven på den samlede musikbranche, siger Anders Bøtter.

Mand med fingeren på tidsånden

Selvom manden bag alteregoet Ziggy Stardust har haft næsten et årtis musikalsk stilhed, frygter Anders Bøtter ikke, at den nye udgivelse vil rokke ved musikerens legendestatus.

- Er der noget, Bowie har været dygtig til, så er det at have fingeren på tidsånden. Han er en mand, der definerer retning, så der er intet farligt for ham ved at lave et nyt album. Han ville aldrig udgive noget, der lød udateret, siger Anders Bøtter, og tilføjer:

- Bowie er en mand, der selv bestemmer. Han udgiver ikke for at sælge, han udgiver, fordi han har noget at sige.

Single for ægte Bowie-fans

Ifølge Anders Bøtter bevarer den nye single "Where are we now?" den klassiske Bowie-lyd, samtidig med at den passer ind i tiden.

- Modsat nye udgivelser fra Bon Jovi og Rolling Stones, der lyder som kopi af sig selv fra deres storhedstid, så lyder Bowie stadig frisk, samtidig med, at han stadig lyder som Bowie, siger Anders Bøtter.

Og er man en ægte Bowie-fan, vil singlen byde på mange referencer til Bowies tidligere udgivelser.

- Udover at være en lang metareference til Bowies eget liv og karriere, vil du, hvis du kan din Bowie-historie, kunne finde hundredvis af referencer, siger Anders Bøtter.

Et okay nummer

Men skal musikværten komme med en anmeldelse af den nye single, er han ikke ovenud begejstret.

- Det er en okay single. Jeg har ikke armene helt oppe over hovedet, men det er en godt start. Og den er helt klart bedre end det sidste album "Reality".

Bowies nye album kan allerede nu forudbestilles, ligesom singlen "Where are we now?" er sat til salg fra i dag.

  • Print
  • Del artiklen: