Roskilde Festival er kunstnernes favorit

Roskilde Festival tager fornem pris med hjem fra Holland - og det er sågar som rockstjernernes yndling.

Hvert år afholdes der utallige musikfestivaler verden rundt. Og mange verdensberømte musikere gæster flere af dem, end de kan tælle.

Men hvert år stemmer de på den, de synes, der er den bedste. Og i 2012 var det ingen ringere end Roskilde Festival.

Ifølge en pressemeddelelse modtog festivalen nemlig den prestigefulde pris "Artists' Favourite Festival" onsdag aften, da European Festival Awards løb af stablen for fjerde gang i Holland.

- Det betyder meget, at kunstnerne oplever det som noget særligt at optræde på Roskilde Festival, siger Christina Bilde, der er talskvinde for den danske musikfestival.

Leif Skov er tidligere vinder

- Vi gør meget for at sikre de bedste rammer. Samtidig inviterer vi også bands til at engagere sig i Roskilde Festival og vores almennyttige profil, hvilket mange har deltaget i, tilføjer hun.

Det er første gang, en dansk festival tager en pris med hjem fra "European Festival Awards".

Kun Leif Skov, der er tidligere leder af Roskilde Festival, har prøvet at blive hædret ved den årlige prisoverrækkelsen, da han i 2010 fik en "Lifetime Achievement Award" for sit arbejde.

Det ekstra specielle ved titlen som "Artists' Favourite Festival" er, at prisen bliver tildelt af en jury bestående af musikere og andre folk inden for musikbranchen.

Alle andre priser afgøres ved offentlig afstemning.

Slået af tysk og belgisk festival

Og ifølge Christina Bilde stemmer det godt overens med, at kunstnere igen og igen har fremhævet den"særlige Roskilde-stemning og dens publikum".

Roskilde Festival var også nomineret i de to kategorier "Best Major Festival" og "Best European Festival Line-Up".

Men her blev den slået af henholdsvis den belgiske Tomorrowland Festival og tyske Rock Am Ring/Rock Im Ring Festival.

Roskilde Festival holdes for 43. gang fra 29. juni til 7. juli 2013.

/ritzau

  • Print
  • Del artiklen: