Med et tilbud om gratis musik i op til seks måneder gjorde musiktjenesten Rdio tirsdag sit indtog på det danske marked. Bag Rdio står blandt andet danske Janus Friis, som har udviklet Skype.
På Rdio kan man både finde dansk og udenlandsk musik blandt 18 millioner sange.
Gennem streamingtjenester som Spotify og WiMP er det allerede muligt at høre millioner af musiknumre herhjemme, og Rdio adskiller sig i princippet ikke så meget fra de tjenester, vi allerede kender.
Alligevel mener Nicolai Hyltén, der er kommunikationschef i KODA, at alle tjenesterne er forskellige. Hvor WiMP for eksempel er mere redaktionelle, promoverer Spotify sig på at være en hurtig maskine. Imens forsøger Rdio at skille sig ud blandt andre tjenester ved at inddrage brugerne i stil med sociale netværk.
Følg dem med god smag
Og til forskel fra Spotifys og Facebook, hvor man kan følge folk, man kender, er det ikke nødvendigt at kende til dem, man følger på Rdio.
- Spotify er meget bundet op på Facebookmåden at tænke på, hvor du kan se, hvad alle dine venner hører. Rdio er mere inspireret af Twitter, og er sit eget sociale medie. På Rdio vælger du at følge forskellige folk ligesom på Twitter. Eksempelvis kan du måske følge Steen Jørgensen fra Sort Sol, hvis han har en profil og se, hvad han lytter til i øjeblikket, siger Mads Thimmer, der er ekspert i digitale forretningsmodeller og stifter af teknologifirmaet Innovation Lab, til DR Kultur.
Samme pointe fremhæver en af medindehaverne af Rdio, Carter Adamson, til PCMAG.COM.
- Jeg kender ikke 97 procent af de folk, jeg følger på Rdio, ligesom jeg ikke kender de fleste af dem jeg følger på Twitter. Grunden til at jeg følger de her mennesker, er at de er kuratorer for nogle specifikke ting, som jeg interesserer mig for.
Danmark skal være førende i streaming
Hos Koda er der stor begejstring for den nye musiktjeneste.
- Vi byder dem velkommen og ser frem til at få endnu en streamingtjeneste på det danske marked, siger Nicolaj Hyltén til DR Kultur.
Han forklarer, at KODA har knoklet for at få gang i markedet for streamingtjenester, for de ser gerne, at Danmark kan være førende på området med et konkurrencedygtigt marked.
- Vores fokus er at få vækst på det digitale marked, siger Nicolaj Hyltén.
Der er plads til både Spotify og Rdio
Og ifølge Mads Thimmer er der gode chancer for, at begge virksomheder kan klare sig på det danske marked.
- Jeg tror, der er plads til begge streamingtjenester. Jeg kunne godt forestille mig, at nogle vil have begge dele - måske fordi bagkataloget på Spotify er så stort, at de ikke kan undvære det - men samtidig vil de have Rdio på grund af followers-muligheden, siger Mads Thimmer.