Afrikansk musikfestival modtager Freemuse-pris

Musikfestivalen 'Festival au Désert' i Mali får årets musikalske ytringsfrihedspris.

Musikfestivalen 'Festival au Désert', der foregår i Mali, er årets modtager af den musikalske ytringsfrihedspris Freemuse Award.

- På trods af militante ekstremisters forsøg på at forbyde al form for musik i Mali, har festivalen kæmpet videre for at holde musiklivet i Mali levende, siger leder af Freemuse Marie Korpe til Kulturnyt om begrundelsen for at festivalen i Mali får prisen i 2013.

Freemuse er verdens eneste organisation som dokumenterer overgreb mod musikere og komponister.

Måske kommer festivalen til Danmark

- Det er en ære for vores festival at modtage denne anerkendelse fra en så højt anset organisation. Det er den type af solidaritet, som hjælper os med at styrke og opretholde vores stærke musikalske tradition i Mali og Vestafrika, siger 'Festival au Désert's' ophavsmand og daglige leder, Manny Ansar til Kulturnyt.

Musikfestivalen startede form 12 år siden, men har de sidste par år været truet på grund af islamister. Måske kommer en del af festivalen til Danmark i stedet, fortæller Manny Ansar.

  • Print
  • Del artiklen: