Operachef Kasper Holtens instruktørdebut på The Royal Opera House, Covent Garden, i London får ikke anmelderne til at vælte bagover.
I mandags havde den tidligere så roste chef for Den Kongelige Opera i Danmark, premiere på sin version af 'Eugene Onegin' på scenen i London.
Det er første gang, at danske Holten optræder som instruktør i det engelske operahus, hvor han har været operachef siden 2011.
Men hans opsætning af Aleksandr Pusjkins klassiker får dog hårde ord med på vejen i både engelske og danske medier.
Engelsk ris
Den britiske avis The Guardian kvitterer med 2 ud af 5 stjerner og skriver:
- Hvis Eugene Onegin er et studie i, hvordan en intelligent mand kan ødelægge sit liv ved at afvise den eneste ene og dræbe sin bedste ven i en duel, så er Kasper Holtens fortolkning heraf en mindst lige så overbevisende demonstration på, hvordan en intelligent instruktør kan ødelægge en af de største operaer i verden.
Avisen The Daily Telegraph giver 3 ud af 5 stjerner og mener, at stykket er - .. barnligt og overivrigt produceret, gnidende publikums næse i ideen om en et angerfuldt tilbageblik og proppet med fremmede ideer, som intet bidrager til det samlede følelsesmæssige indtryk.
Dobbeltgængerproblemer
Aviserne er især kritiske over for Kasper Holtens kontroversielle valg, hvor han udstyrer begge hovedrolleindehavere med dansende dobbeltgængere på scenen. Dette lykkes kun delvist, mener de engelske anmeldere.
Fiona Maddocks, anmelder for den engelske avis The Observer, beskriver det således til Politiken, der har talt med anmelderen, inden anmeldelsen blev publiceret
- Den var stærkt forvirret og fejlbesat, selv om der var meget at nyde også. Den gennemgående idé med, at hovedkaraktererne havde deres dobbeltgængere på scenen, blev ret anstrengt hen ad vejen. Den havde sine momenter, men var overraskende usubtilt.
- Frustrerende
På den anden side af kanalen ser det ikke meget bedre ud. Også de danske medier har fokus på dobbeltgænger-temaet.
Politikens anmelder Thomas Michelsen kalder det frustrende:
- Dansen er følelsesmæssigt stærk, men dobbeltgrebet kræver, at man giver sig til at spekulere. Hvem er til stede hvor? Er det nu et tilbageblik, eller er vi stadig her og nu? Og vupti forsvinder opmærksomheden fra den rene, tragiske strøm af følelser, der er nerven i Tjajkovskijs opera. Det er interessant - og frustrerende.
Som en kat i løbetid
Ifølge Information fungerer dobbeltsystemet i nogle scener, men falder til gengæld slemt til jorden i andre.
- Det var uforståeligt, da Tatjana i scenen med ammen, hvor hun lider sygeligt af sine stærke følelser, inden hun skriver det berømte kærlighedsbrev til Onegin, skulle erstattes af den unge hænder- og føddervridende mimer, der gned sig så meget i sine kærlighedsdrømme, at det var lige før det lignede katten, der kører missen hen ad gulvet, fordi den er i løbetid.
Begge danske anmeldere roser dog de stærke sangmæssige præstationer og efterlader ingen tvivl om, at Kasper Holten har en række fremragende solister til sin rådighed.
Kasper Holtens 'Eugene Onegins' kan opleves på Covent Garden i London til 20. februar.