Giv lusene baghjul i dag

Så skal der kæmmes: I dag er det Store Lusedag, så hop med på opfordringen og gør en national luse-indsats i dag.

Alt i alt må vi vænne os til det: Hovedlus er et stadigt stigende problem blandt poderne i børnehave og skole.

Og derfor skal der kæmmes på landsplan i dag.

Tal fra Institut for Folkesundhed viser, at for alle klassetrin gælder det, at pigerne oftere end drengene har haft lus en eller flere gange. Forskellen er størst i sjette klasse, hvor 26 procent af pigerne har haft lus, mens dette kun gælder for seks procent af drengene.

Kønsforskellen er mindst i første klasse, hvor 26 procent af pigerne og 18 procent af drengene har haft lus.

“Vil man tjekke sit barn for lus, kan man starte med at kigge efter ved hårrødderne, gerne i nakken og bag ørerne. Dér kan man se æg, der hænger fast i håret. Er der æg, er der sandsynligvis også lus - men ikke nødvendigvis. Ser man lus, er man sikker.”

Britta Weyer, læge, lev Livet

Andelen af piger, der har haft lus er stort set den samme fra første til sjette klasse, nemlig mellem 25 procent og 33 procent. I syvende klasse falder andelen af piger, der har haft lus til 15 procent. For drengene ses faldet allerede fra sjette klasse, hvor tre procent oplyser, at de har haft lus.

Tallene stammer fra den såkaldte Hi Five-undersøgelse 2012, hvor 6.585 elever fra 1.-8. klasse blev spurgt.

Kontakt smitter

Hovedlus er ifølge instituttet ikke under mistanke for at overføre sygdomme, men de er stærkt generende på grund af kløe og irritation i hovedbunden. Lus har ingen forbindelse med manglende hygiejne eller rengøring. Tæt kontakt mellem hoveder anses for at være den vigtigste smittevej.

Nogle undersøgelser tyder på, at hårlængden har betydning for, om man bliver smittet med lus. Langhårede børn har oftere lus, hvilket kan forklare, at piger oftere end drenge har lus.

Forebyggelse mod smittespredning sker ved regelmæssigt at rede håret igennem med tættekam og straks iværksætte en behandling og give besked til omgangskredsen, hvis der findes lus.

Kemi eller kam

Ifølge Statens Institut for Skadedyrsbekæmpelse, kan man bekæmpe lus enten kemisk eller med tættekam. Uanset hvilken metode du vælger at benytte, vil du være nødt til at tjekke, om metoden har virket, dvs. om alle lus er væk.

Dette tjek er kun sikkert, når man går håret igennem med en tættekam – det er ikke nok bare at kigge i håret. Så i alle tilfælde vil det være nyttigt at vide, hvordan tættekammen bruges.

Ifølge instituttets vejledninger, så kræver lus under alle omstændigheder, at du tager affære, når de bliver opdaget – og det falder sjældent særlig belejligt. Ofte har man det med at opdage de små dyr krible i hovedbunden på ungerne, når det er putte tid og håret skal redes igennem.

Og at fjerne lus vil kræve noget tid – uanset om du vælger at bruge et lusemiddel eller kun at kæmme.

  • Print
  • Del artiklen: