Uge Sex handler om klassiske seksualundervisningsemner: Kroppen, seksualitet, sexsygdomme og prævention. Men undervisningen har også fokus på emner som følelser, venskaber og identitet og kan være med til at styrke trivslen hos børn og unge og reducere mobning:
- Vi ved, at børn og unge, der af kammeraterne opleves som anderledes, risikerer at blive mobbet. God seksualundervisning udvikler børn og unges indsigt i, at der ikke er en 'rigtig' måde, men mange måder at være pige og dreng på, se ud på og leve i en familie på, siger Line Anne Roien, projektleder i Sex & Samfund.
De små er med
For første gang er også de helt små elever med i Uge Sex. Sammen med TrygFonden har Sex & Samfund udvidet Uge Sex til også at omfatte 2.-3. klasserne.
Hvert år i uge 6 tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmateriale til seksual-undervisningen i 2.-10. klasse og på ungdomsuddannelserne - i år med Familier som det særlige tema.
Kilde: Sex & Samfund
Det sker med materialer og emner, der er tilpasset mindre børn. Områdechef for sundhed i TrygFonden, Mette Meldgaard, siger:
- Vi udvider kampagnen for at støtte skolernes arbejde med sundhed og trivsel. Uge Sex i de små klasser er med til at udvikle de små elevers viden om krop og følelser og med til at styrke deres evne til at mærke efter egne og andres grænser. Samtidig styrker undervisningen trivslen hos det enkelte barn og er med til at skabe et fællesskab i klassen, der også rummer de elever, der opleves som anderledes af kammeraterne, siger hun.
Skaber trivsel
God seksualundervisning har stærke og uudnyttede potentialer i forhold til at skabe trivsel for det enkelte barn, reducere mobning og forebygge seksuelle krænkelser.
I Uge Sex skal de små elever for eksempel arbejde med ja- og nej-følelser, grænser og hvad det vil sige at have det godt. Når børn lærer at mærke og give udtryk for, hvad der føles rart eller ikke rart, når de leger med kammeraterne, er det ifølge Line Anne Roien et vigtigt skridt på vejen til at kunne sige til og fra i samvær med andre:
- Evnen til at kunne skabe respektfulde relationer og kunne bestemme over egen krop lærer man ikke med et knips, når tid er. Det er resultatet af en lang personlig og social udvikling, og det kræver viden, personlige ressourcer og kompetencer. I sidste ende kan god seksualundervisning være med til at forebygge seksuelle krænkelser, siger hun.
De unge efterspørger
Seksualundervisning er ikke obligatorisk på ungdomsuddannelserne, og kun 10 procent af de unge på ungdomsuddannelserne får seksualundervisning. Det viser Sex & Samfunds kortlægning fra 2011. Men de fleste unge har deres seksuelle debut i den alder, hvor de går på en ungdomsuddannelse. Det er i de år, at de skal tage ansvar og træffe gode valg for sig selv og andre i forhold til sex, seksualitet og relationer. Morten Emmerik Wøldike, projektleder i Sex & Samfund, siger:
- Vi ved, at de unge mangler viden om emner som krop, sexsygdomme, præventionsformer, graviditet, seksualitet og seksuelle rettigheder, og at de selv efterspørger seksualundervisning, der bygger oven på grundskolens undervisning. Uge Sex skaber gode rammer for at beskæftige sig indgående med de emner og også med emner som følelser, intimitet, grænser og køn på en måde, som tager udgangspunkt i de unges aktuelle behov.
/Lev Nu/