Hvert femte danske barn tisser i sengen. Men heldigvis er problemet ikke længere så tabubelagt. Danske forældre er blevet mere oplyste, og børnene bliver drillet mindre.
Det viser en ny undersøgelse fra ble-producenten DryNites. Ifølge undersøgelsen er der også sket et markant fald i antallet af børn, der bliver drillet med nattetisseri. I dag er der 12 procent færre børn, der bliver drillet og mobbet, målt i forhold til 2007, hvor problemet sidst blev undersøgt.
Nattetisseri har i de fleste tilfælde en fysiologisk årsag, som at barnet har en for høj urinproduktion eller en for lille blære. Begge dele kan afhjælpes med behandling.
Forældre søger hjælp
Ifølge undersøgelsen, der er foretaget af YouGov, har 48 procent af forældrene til børn, der tisser i sengen om natten, været i dialog med lægen om deres børns nattetisseri i 2012. Det er et fald på 8 procent sammenlignet med 2007.
-18 procent af danske børn i alderen 4-15 år tisser i sengen om natten.
-Flere drenge (70 procent) end piger (30 procent) tisser i sengen om natten.
-78 procent af forældrene i undersøgelsen bekymrer sig om deres børns nattetisseri.
-Forældrene bekymrer sig primært om, hvorvidt deres børn vil blive drillet.
-90 procent svarer, at deres børn, så vidt forældrene ved, ikke bliver mobbet afderes kammerater pga. problemet.
Kilde: DryNites
-Der er ingen tvivl om, at de unge familier i dag er utrolig opsøgende og aktive. Så inden de henvender sig til os, har de været på nettet og fundet ud af, hvordan de skal forholde sig. Vi oplever, at forældrene kommer velforberedte og i mange tilfælde selv har prøvet at løse det, siger Søren Rittig, professor på børneafdelingen Skejby Sygehus.
Taler mere frit
Ifølge professor Søren Rittig er det samtidig tendensen, at den nye forældregeneration forholder sig langt mere pragmatisk til nattetisseri end tidligere.
-Forældre i dag taler mere frit om problemet, diskuterer det i mødregrupper og forholder sig i det hele taget til udfordringen på en åben og praktisk måde. Sådan var det ikke for 20 år siden, og det hjælper børnene, som er dem, der har sværest ved at tale om det, siger Søren Rittig, professor på børneafdelingen Skejby Sygehus.
Mere ro
Sundhedsplejerske Else Guldager fra Sundhedsplejersken.dk mærker også tydeligt, at det er blevet mindre tabu-belagt for både familien og det enkelte barn at være sengevæder:
-Vi ved jo, at der sidder to børn i hver klasse, der har problemet. Og vi kan godt mærke, at der er kommet meget mere ro om problematikken, fordi vi i dag ved, at problemet hverken skyldes dårlige forældre eller utrygge bøn.
-I dag ved vi jo, at nattetisseri skyldes noget fysiologisk - kroppen er ganske enkelt ikke moden nok, men det bliver den, forklarer Else Guldager.
207 sengevædere - samt familier - danner basis for tallene i den nye undersøgelse.