Brug sminke med omtanke

I de kommende dage vil det vrimle med vildkatte, prinsesser og trolde. Og de skal formentlig alle sammen sminkes. Men det er ikke alt sminke, du skal udsætte ungernes hud for.

Det er festligt for børnene at blive malet i hovedet og klædt ud. Men det er bestemt ikke alt, huden har godt af at få smurt på. Så brug sminke og ansigtsmaling med omtanke - og ikke for ofte.

Forbrugerbladet Tænk har udarbejdet en håndfuld gode råd til jer, der skal i gang med at trylle trolde og feer frem i de kommende dage. Og rådene lyder således:

-Vælg sminke uden parabener og uden parfume.

-Brug en fed creme under sminken. Det beskytter huden og gør det nemmere at få sminken af igen.

-Vær omhyggelig med at fjerne sminken. Brug vand og sæbe, hvis det er vandbaseret sminke, og rensecreme, hvis det er fedtbaseret sminke.

-Bliver barnets hud irriteret, skal du straks fjerne sminken. Test eventuelt først sminken på et mindre hudområde, lad den sidde på lidt tid, og tjek huden for rødme.

-Undgå at smøre sminken på læber og om øjne samt på områder, hvor huden er meget tør, revnet eller på smårifter og sår.

-Sminke til børn skal være CE-mærket. Fastelavns- eller teatersminke, som retter sig mod andre, er ikke omfattet af legetøjsreglerne.

-Køb kun fastelavnssminke, der har en indholdsdeklaration, og læs den. Indholdsdeklarationen skal være på sminken, vedlagt eller til at få i butikken.

-Smid produktet ud, når holdbarhedsdatoen er overskredet.

/Lev Nu/

  • Print
  • Del artiklen: