Vi er bange for at starte en dårlige rutine med vores datter på halvandet år, om at skulle sove med hende for at få hende til ro om aftenen. Nu går vi ind og ud med jævne mellemrum og forsøger at være kærlige og tydelige på samme tid.
Vi vil gerne undgå, at hun skal op og ud af sit værelse, men man kommer i tvivl og det gør ondt, når hun græder og græder. Det kan på dårlige dage tage en time at putte. På gode dage tager det måske bare 10 minutter selv om optakten har været den samme.
Sådan skriver en frustreret far til Lev Livet, og sundhedsplejerske Else Guldager svarer:
Else Guldager er sundhedsplejerske og har desuden en Ph.d. i Sundhedsvidenskab. Hun er også forfatter og har skrevet en række bøger, bl.a. År 1; når I har fået barn.
Til daglig er hun redaktør på sundhedsplejersken.dk, ligesom hun i den sammenhæng er med til at undervise forældre og andre sundhedsplejersker i projekt Klar til Barn.
Du kan spørge Else om alt, der har med både små og store børn at gøre.
Tak for dit spørgsmål, som jeg er sikker på rigtig mange andre forældre også stiller sig selv.
Så her et kort svar ud fra mit bedste faglige skøn og den samlede faglige viden, jeg har: Kortvarig gråd, som "ender godt" med, at din datter falder til ro og kommer til at sove, det er der ikke belæg for er skadeligt som sådan.
Og et lidt længere svar: For du spørger, om gråd godt kan "være traumatiserende" for et barn på 1 ½ år. Og det er en helt anden sag. Grædende børn, der igen og igen oplever, at deres forældre IKKE reagerer på deres gråd - når barnet har slået sig, det er blevet ked af det af andre grunde, eller det er blevet skældt meget ud og græder af den årsag.
I de tilfælde er det traumatiserende. For her bliver barnet svigtet på et mere grundlæggende plan og ja, i nogle tilfælde måske mishandlet rent psykisk. Sådanne svigt kan give psykiske traumer. Konsekvenserne kan være, at barnet bliver usikkert på sig selv (forældrene hører og forstår ikke barnet, reagerer ikke), nogle børn vil blive aggressive og trodsige (ulydige vil nogen sige), og andre børn vil blive triste og deprimerede og miste appetitten på livet, nysgerrighed osv.
Barnet mister samtidig den basale tillid til forældrene, og det kan forstyrre den væsentlige og livsnødvendige tilknytning mellem forældre og barn. Barnet bliver grundlæggende usikkert på, om det trygt kan stole på forældrene. Men det er jo ikke det, DU taler om.
Hold rutinerne
Derfor tilbage til jeres 1 ½ årige datter, som er svær at få til at sove uden gråd. Du nævner rutiner, og det lyder rigtig fint, at I er kærlige og tydelige i jeres overbevisning, når hun skal blive på værelset og i sin seng. Det er væsentligt, at hun mærker det, også selv om hun græder.
Inden I kommer så langt, kan vi måske lige dvæle lidt ved tiden lidt før sengetid. Gode forudsætninger for søvnen kan være, at hun er mæt (fra aftensmaden), og at I gearer ned en times tid, før hun plejer at vise træthedstegn. I kan give hende et varmt og roligt bad (det virker muligvis søvnfremkaldende cirka ½ time efter badet), nattøj på og måske en kop varm mælk før tandbørstningen. Ind i sengen og putte lidt med bamsen, synge en stille godnatsang - så slukkes lyset, der bliver helt mørkt, og I forlader værelset.
Så skal jeres datter lære sig at falde i søvn ved egen kraft. Og det er nok lige præcis det punkt, der endnu ikke er helt indlært hos jeres datter. I er på rette vej med at gå ind til hende med jævne mellemrum og med rolig og kærlig stemme sige "Du skal sove, min skat".
Læs også Så meget skal dit barn sove
Børn skal sove i mørke
Døgnrytmen gentager sig døgn for døgn, og det er rigtig godt at finde den rytme og puls, som passer til jeres barn og jer. Lys og mørke er også vigtige for søvnen, så væk med natlamper og vågeblus.
Der skal være helt mørkt, det påvirker nogle signalstoffer i hjernen (melatonin), og disse virker også søvnfremkaldende. Men husk lige, at det er anderledes med middagssøvnen. Den foregår i lyse omgivelser. På den måde lærer jeres datter (og også her er signalstoffer i hjernen gode hjælpere), at der er forskel på søvnen alt efter, om det er nat eller dag.
I er godt i gang med at få aftenputningen til at lykkes. Hun sover nogle gange på 10 minutter, og det skal meget gerne blive det almindelige frem for gråden, som hverken I eller jeres datter er glade for.
Held og lykke med at få de gode aftenrutiner til at lykkes.
Else Guldager