Vi har et kæmpe problem med vores ene søn i øjeblikket. Han er 2 år gammel - på vej mod de 3 år - tvilling. Han får de vildeste hysteriske anfald flere gange om dagen, han kan skrige i en grad, så han er ved at kaste op af det. Og det er nogle ganske små detaljer, der udløser anfaldene.
Enten vil han kun bæres af mor, og går amok, hvis far prøver at gøre det. Eller også har jeg skåret en bolle forkert over, eller er kommet til at lukke havelågen, når han gerne ville have lukket den, og jeg kan blive ved. Fra jeg står op om morgenen er jeg i konstant alarmberedskab, for hvornår sker det næste gang? Nogle gange bliver jeg så vred på ham, at jeg råber til ham, at han skal holde bøtte, men så får jeg så dårlig samvittighed bagefter over at råbe ad sådan en lille dreng.
Hvad sker der med min dreng? Og hvordan kan jeg hjælpe ham og mig?
Else Guldager er sundhedsplejerske og har desuden en Ph.d. i Sundhedsvidenskab. Hun er også forfatter og har skrevet en række bøger, bl.a. År 1; når I har fået barn.
Til daglig er hun redaktør på sundhedsplejersken.dk, ligesom hun i den sammenhæng er med til at undervise forældre og andre sundhedsplejersker i projekt Klar til Barn.
Du kan spørge Else om alt, der har med både små og store børn at gøre.
Sådan spørger en bruger Lev Nu's sundhedsplejerske Else Guldager. Her er hendes svar:
I har to dejlige drenge, som er forskellige små personligheder. Det har I selvfølgelig opdaget for længst. Men lige nu er I midt i, at jeres ene søn giver jer heftige udfordringer, mens både I voksne og brormand ser forundret til fra sidelinjen. Den korte forklaring på, at jeres sønner ikke reagerer på samme måde, er sandsynligvis, at de er forskellige personligheder og med forskellig udviklingstakt.
Opkald fra følelserne
Jeg er sikker på, at mange andre forældre nikker genkendende til reaktionsmønsteret. Som lyn fra en klar himmel eksploderer jeres ene søn. Hvorfor kan der være flere forklaringer på.
Jeres søn får uden tvivl "opkald fra sit følelsesliv", som ikke lige er til hverken at forklare eller styre - hverken for ham eller jer. Hans kontrol over sine følelser - forbindelsen mellem følelser og fornuft - er tydeligvis umoden endnu. Hans hjerne arbejder på at få nogle flere og bedre forbindelser mellem følelserne og fornuften, og dermed mere kontrol over sine følelser.
Jeres kunst bliver at finde gode måder, hvor I kan tackle hans "anfald". I kan glæde jer til, at episoderne forsvinder igen, når jeres søn får mere hold på sine følelsesudbrud og får forbundet følelser og fornuft stærkere sammen.
Han kan ikke rumme det
I kan godt hjælpe ham på vej. For det første er det væsentligt, at I ikke tager det personligt, fx når han højlydt protesterer og vil have MOR lige her og nu… I må forstå og acceptere, at han endnu ikke har den følelsesmæssige rummelighed og forestillingsevne om, at far, han kan da også godt bruges, når det nu er det, I som voksne kan tilbyde ham.
Måske kan en enkelt og klar tilbagemelding fra jer kan gøre en forskel for ham: "Mor har ikke kræfterne til at bære dig - men jeg, din store og stærke far, jeg kan tage dig i et snuptag"…. (og det må far så gerne demonstrere). En god portion humor er ofte en herlig ting (fx at far måske siger som en rigtig bjørn osv.)… - og brug jeres egne følelser til at fornemme, hvordan han reagerer i situationen.
I holder fast i jeres løsning, helst på den blide måde. Ikke for mange forklaringer, men måske kan han kapere en helt enkelt fornuftsmæssig ting: "Mor har ikke kræfterne"…
Det er også væsentligt at vælge sine kampe med omhu - så I gør klogt i at være opmærksom på, om I selv bidrager til følelsesudbruddene. Det kan være ved at være ironiske, så han måske ikke kan forstå, hvad I mener.
Afreager et andet sted
Med hensyn til at råbe, så er det helt rigtigt, at det virker voldsomt på et barn, når en voksen råber lige op i hovedet. Er det svært for den voksne at rumme frustrationerne, så få afløb for vreden på anden vis:
Gå ind i et andet værelse og råb (i stedet for at barnet får raseriet lige ind i hovedet) - brug nogle puder som boksebold , eller hvad der nu vil hjælpe. Det er også super, hvis I voksne kan hjælpe hinanden, så den mest hidsige kan få en lille pause.
I har sikkert også erfaret, at når jeres søn er træt eller sulten, så kan udbruddene bliver endnu værre. Derfor er det vigtigt, at han får den søvn, han skal have både om natten og om dagen (middagssøvn), og at han ikke går rundt med sulten gnavende… For så er det endnu sværere at styre temperamentet for ham.
Hvis I synes, det hele bedrer sig, og han udvikler sig, så er der ingen grund til bekymring. Hvis udviklingen derimod går til, at det hele accelererer, så kan I spørge i jeres daginstitution, hvor I kan søge hjælp. Alle kommuner skal nemlig have en åben rådgivning, hvor forældre anonymt kan få hjælp, hvis de har bryderier med deres børn.
