Sådan tackler du børnenes dårlige venskaber

Hvad stiller man op som forældre, hvis ens børn vælger venskaber, som ikke gør dem glade? Læs sundhedsplejerske Else Guldagers gode råd.

Min datter er meget kreativ og åben. Hun er meget opfindsom i lege med andre. Kan tegne bedre end de fleste og er i det hele taget kvik. Men hun er meget blid og ikke god til at sige fra.

Hun er meget afhængig af, at klassens dominerende pige vil være veninde. De er veninder, men det er meget på den dominerende venindes præmisser.

Vores datter lægger så mange bånd på sine egen vilje og lyst, at styrer vores datters udfoldelse af glæde og lyst til at være barn.

Hver morgen er afhængig af, om venindens modtagelsen er kold, lunken eller varm. Hun taler ikke om andet end veninden, og vil kun hvad veninden vil.

Vores datter er eneste ikke-skilsmisse-barn i en lille klasse med en meget uhomogen gruppe, med meget larm og konflikt.

Else Guldager

Else Guldager er sundhedsplejerske og har desuden en Ph.d. i Sundhedsvidenskab. Hun er også forfatter og har skrevet en række bøger, bl.a. År 1; når I har fået barn.

Til daglig er hun redaktør på sundhedsplejersken.dk, ligesom hun i den sammenhæng er med til at undervise forældre og andre sundhedsplejersker i projekt Klar til Barn.

Du kan spørge Else om alt, der har med både små og store børn at gøre.

Sådan skriver en far til Lev Livets sundhedsplejerske Else Guldager, og efterspørger gode råd til, hvordan de kan støtte deres datter. Hun giver følgende råd og kommentarer til forældrene:

Tal med skolen

Dejligt at jeres datter udvikler sig godt, og at hun har forældre som jer, der overvejer hvordan hun har det.

Som du beskriver situationen, så befinder jeres datter sig i et miljø i skolen, hvor forholdene for kammeratskab simpelthen ikke svarer til jeres datters behov. Og det samme gør sig selvfølgelig også gældende for klassekammeraterne.

Hvis mange børn kommer fra hjem med store udfordringer (fx skilsmisser), så er der jo netop behov for, at skolemiljøet er godt. For de børn, der har det svært derhjemme, er det faktisk ekstra vigtigt. Heldigvis har jeres datter en sikker base på hjemmefronten, og det er godt for hende. Men hun lider selvfølgelig under den dårlige dynamik i klassen.

Er det noget som klasselæreren og skolen i det hele taget har øje for, tror du? At der er uro i klassen og en pigegruppe, som ikke fungerer godt. Det er absolut forhold, der bør tiltrække sig lærernes opmærksomhed.

Ved I, om der findes "Antimobbe"-programmer, som skolen bruger? - Og er de i brug i klassen? Er det forhold, som I har drøftet med jeres datters klasselærer eller andre ansatte på skolen? For det er én ting, I kan gøre. Arbejde på at få et ordentligt skolemiljø.

Måske synes du, at I og jeres datter IKKE kan vente på, at det skal blive bedre i klassen. Jeg fornemmer også, at du ikke forestiller dig, at jeres datter "må lære at slå fra sig". Det vil nok være stik imod det, som I har opdraget hende til. Jeg har nogle andre forslag til jer, som I kan sætte i værk her og nu:

1) Brug bøger som udgangspunkt for snak

Brug bøgernes verden til at åbne en samtale om, hvordan det kan føles i en pigegruppe. Fx kan bogen "Karlas svære valg" (der er en pigegruppe og mobning i bogens handling - forfatter: Rene Toft Simonsen) være god at læse op. Gummitarzan handler også om, når børn udstøder hinanden. I den forbindelse kan I jo tale om "at sige fra", og hvordan det er, når man rigtig gerne vil lege med én, som hele tiden vil bestemme osv. Måske taler hun i den sammenhæng, om hvordan hun føler det, når I får åbnet ballet med en historie, der handler om andre.

2) Find fritidsaktiviteter

Find alternativer. Lad jeres datter gå til et eller andet, hvor hun møder andre piger, som hun kan knytte sig til. Det kan fx være svømning, ridning eller badtminton, eller noget andet der interesserer hende. Hvis du kan finde en pige, som hun kan gå sammen med, så vil det jo være super. Det kan fx være en fra nabolaget, venners børn, eller en kammerat fra den gamle børnehave.

3) Overvej skoleskift

Overvej klasse- eller skoleskift, hvis det ikke forandrer sig i positiv retning. Men så skal I være sikre på, at det er et skift til det bedre.

Piger er hårde ved hinanden på det psykologiske plan, og det er desværre en ret almindelig situation, som du beskriver. Den dominerende pige er måske "usynlig" for læreren, og der er sikkert andre piger ud over jeres datter, der lider under det kedelige kammeratskab i klassen. Du er selvfølgelig også i den klemme, at du ikke bare kan sige til jeres datter, at hun må skifte veninden ud. Måske kan I på et tidspunkt læse for begge pigerne (fx "Karlas svære valg") og på den måde få introduceret temaet for veninden, der jo absolut også har behov for at få indsigt i sin måde at tackle venindeskaber på.

Med den modenhed, der følger med alder og udvikling, vil jeres datter uden tvivl blive bedre til at tackle situationer, som den du beskriver, fx ved at hun siger fra. Det kan give sår på sjælen at være længe i den slags dynamikker, som du beskriver. Men det giver også erfaringer, som heller ikke er at foragte.

Hvis udbuddet af piger, som jeres datter har nydt at lege med er for lille, så forsøger hun sikkert intuitivt til jeres store fortrydelse, at få accept af "lederen". Og det er faktisk ikke kønt at se på og på en vis måde være en del af. Hvis du forsøger direkte at ændre på situationen fx "Vi vil ikke have, at du leger med X", ja så vil jeres datter føle sig dobbelt svigtet. Men det fornemmer jeg, at du har et fint blik for.

Jeg håber, at du har fået forskellige ideer til, hvordan du kan tackle venindeskaberne hos din datter.

  • Print
  • Del artiklen: