Mors smerter smitter

Miljø har en stor betydning i forhold til smerte-adfærd. Forældrene kan fungere som rollemodeller for deres børn.

Hvis du selv har smerter, så smitter det måske af på dit barn. Det viser en ny undersøgelse ifølge videnskab.dk.

Unge, som har forældre med kroniske smerter, har oftere selv smerter.

- Sandsynligvis er det en blanding af miljø og genetiske årsager, siger ph.d.-studerende Gry Børmark Hoftun ved Institut for laboratoriemedicin, børne- og kvindesygdomme ved NTNU (Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet).

Forældrene er rollemodeller

Unge med forældre, der er skilt, har oftere smerter, hvis den forælder, som de bor hos, også har smerter.

- Blandt unge, som bor hos mor, var der en stærk sammenhæng mellem smerter hos mor og smerte hos den unge, men ingen klar sammenhæng med smerte hos far, siger Gry Børsmark Hoftun.

Det sidste fund peger i retning af, at miljø har en stor betydning. Forældrene kan fungere som rollemodeller for deres børn, altså tillært smerteadfærd.

Gry Børsmark Hoftun mener, at disse fund er nyttige for dem som undersøger og behandler børn med kronisk uspecifikke smerter. Det er vigtigt at gøre forældrene klar over, at børn efterligner deres forældres reaktionsmønster.

Forældrene bør ikke have for meget fokus på hverken deres egen eller barnets smerte. De bør hellere bruge afledningsteknikker, mener forskeren.

  • Print
  • Del artiklen: