Kan man kvæle lus med mayonnaise?

Har dit barn fået lus? Så kvæl dem med et tykt lag fed mayonnaise, anbefaler et amerikansk web-tidsskrift. Men kan det virkelig være vejen frem?

Hvis du har børn i institution eller skole, har du ganske sikkert set skiltet: "Vi har lus", og straks begynder det at krible og krable i håret på dig. Vinteren er højsæson for lus - her kaster børnene om sig med huer og tørklæder - og deler måske også nogle gange hovedbeklædning. Og det giver helt ideelle vækst- og spredningsbetingelser for de små kræ.

Har dit barn fået lus? Så kvæl dem med et tykt lag fed mayonnaise, anbefaler et amerikansk web-tidsskrift. Men kan det virkelig være vejen frem?

Sådan spørger en bruger Lev Livets læge Britta Weyer, som svarer således:

Britta Weyer

Britta Weyer er uddannet læge i almen medicin. Hun har arbejdet som praktiserende læge, men arbejder i dag som børne- unge læge i Århus, hvor hun arbejder med børn og deres familier og til daglig har et bredt samarbejde med mange faggrupper.

Men Britta er også glad for at formidle sin lægefaglige viden, så derfor er hun også uddannet journalist.

Du kan spørge Britta om kroppen og dens mange funktioner.

Symptomerne på lus er kløe - eller ingenting. Og det er derfor, de kan smitte så forbistret, fordi man ikke nødvendigvis mærker noget, eller først, når der er rigtig mange.

Mayonnaise, vaseline og olie

Nogle får lus med jævne mellemrum, og hvad er det så lige, man gør ved det? De særlige shampooer, der fås mod lus, er noget skrapt stads, og det har man måske ikke lige lyst til at bade sit barns hår i. Så gode råd om giftfrie veje til at blive af med lusene er kærkomne. Derfor også artiklen om mayonnaise mod lus.

I artiklen i det amerikanske web-tidsskrift, Lilfehacker, anbefales det at smøre det lusebefængte hår ind i mayonnaise, til det er helt mættet. Dernæst tage en badehætte på og lade mayonnaisen virke natten over.

Og klikker man ind på hjemmesiden for Minnesotas officielle sundhedsmyndigheder, så kan man faktisk også her læse om mayonnaise-metoden - den findes i flere varianter som vaseline og olie.

Ud over, at det lyder ret fedtet og ulækkert - og ret svært at vaske ud efterfølgende - så lyder det da også som en ret uskadelig måde at slippe af med de ubudne gæster i håret. Men virker det?

Der findes ingen solid dokumentation for påstanden. Vil du være giftfri i din indsats mod lus - så er kæmme-vejen den bedste.

Og kæmning som eneste behandling er også udmærket, forudsat, at man har - og bliver ved med at have - den nødvendige ihærdighed og grundighed. Kæmningen skal gentages mange gange for at få bugt med lusene.

Der er en illustreret beskrivelse af kæmningen på farvellus.dk, der er lavet af apotekerne.

Tjek hele familien

Vil man tjekke sit barn for lus, kan man starte med at kigge efter ved hårrødderne, gerne i nakken og bag ørerne. Dér kan man se æg, der hænger fast i håret.

Er der æg, er der sandsynligvis også lus - men ikke nødvendigvis. Ser man lus, er man sikker, ser man ingenting er man det ikke!

Mere sikkert er det at kæmme håret igennem med tættekam og kigge dét, man finder på kammen godt igennem, evt med lup.

Og det er hele familien, der skal tjekkes, hvis man skal være effektiv. Dog kan små børn med tyndt, overskueligt hår eventuelt gå fri.

Og så for en god ordens skyld: Lus har intet at gøre med renlighed eller urenlighed. Lus lever af blod og ikke af snavs. Så myten om, at lus kun hopper på beskidte hoveder, kan vi godt aflive.

  • Print
  • Del artiklen: