I langt langt de fleste hjem er det de samme gamle travere, der ryger på middagsbordet aften efter aften. Faktisk har de fleste af os 10-15 retter, som vi cykler rundt i år ud og år ind. Og det er de kendte frikadeller og spaghetti med kødsovs, der topper listen.
Fri for bure og antibiotika
Men har du nogensinde tænkt på, at man også kan lave hakkebøf af hjortekød?
- Fasaner og vagtler i portvinssauce med rødvinspærer og aspargeskartofler er en vidunderlig spise.
- Kronhjortebøffer med svampe, jordskokker, fennikel og glaserede blommer kan også anbefales.
Generelt går meget smagfulde ingredienser godt hånd i hånd med vildt som fx:
- Bær (kogte og som geleer)
- Jordskokker og skorzonerrødder
- Pastinakker, persillerødder og andre rodfrugter med smagstoner af jordbund
- Honning og balsamico
- Mere spændende kombinationer, kunne inkludere hyldeblomst eller vanilje.
Oldfruens Vildtkogebog er en uvurderlig følgesvend, hvis man holder af vildt.
Louise Lundgren Berg
- Og hvis man optaget af dyrevelfærd, så er vildt en rigtig god kilde til kød på middagsbordet. For dyrene har jo netop levet i den frie natur, og har ikke stået i bure eller været transporteret over lange afstande, siger Birgitte Echwald, der er projektleder i Madkulturen.
Madkulturen er en institution under Fødevareministeriet, der har som målsætning at give danskerne bedre mad.
Det skal være lettere at få fat i
- Men den store barriere er tilgængeligheden. Vildt er ikke en vare, man ser i et hvilket som helst supermarked. Det sker primært i få afgrænsede kampagner, hvor det sælges som frostvare. Og så er der mange, der ikke ved, hvad de skal stille op med kødet, når de køber det, tilføjer Birgitte Echwald.
Madkulturen arbejder på at få vildtet ind på flere middagsborde blandt andet ved at få kødet ind i supermarkederne og udbrede kendskabet til, hvordan man tilbereder vildt.
Læs også Danskerne skal spise mere vildt
Det er slet ikke så svært
Men handler det mest af alt om dyrevelfærd, eller er det også ernæringsmæssigt en god ide at vælge vildt? Vi har spurgt Louise Lundgren Berg, som studerer sundhed og ernæring på Professionshøjskolen Metropol.
- Vildt har en skøn mørk karakter! Kødet er mere magert end kød fra opdrættede kreaturer. Rent visuelt er kødet mørkt og smukt at se på med tydelige markeringer af muskler og sener. Smagen er mere intens og bærer præg af en alsidig kost og rigelig motion, priser hun det vilde kød.
- Det vigtigste, man skal være opmærksom på, når man tilbereder vildt, fx fasaner, er, at de er meget fedtfattige. Derfor er det meget nemt at komme til at stege det for hårdt, så det bliver tørt. Derfor kan man med stor fordel bardere kødet, når man koger eller steger det, råder Louise Lundgren Berg.
At bardere kødet betyder at ombinde det med tynde skiver spæk, bacon eller parmaskinke.
- Men er man opmærksom på det, kan man lave stort set alle retter med vildt.
Louise Lundgren Berg tilføjer, at der er nogle vedholdende råd om, at man skal lade vildt ligge i kærnemælk i et døgn, inden det kan spises. Det bør man kun gøre, hvis det er en hjort, der er skudt under brunsten (juli/august), da det kan smage stærkt af adrenalin eller tran. Resten af året bør der ikke være nogle smagsproblemer.
Hun går i øvrigt også selv på jagt.
- Der er mange tiltalende ting ved at gå på jagt. For det første at man er så tæt på naturen og dyrene! En hel dag i naturen med gode venner og nogle smukke dyr på paraden er jo ganske enkelt helt vidunderligt. Som jæger bør man dog have en stor ansvarsbevidsthed. Man skal altid huske på at det er et liv man tager.