Drik din tomat og grønkål

Hvad skal jeg vælge: At drikke eller spise mine grøntsager? Svaret er ikke entydigt, men grundlæggende er grøntsager noget, man skal gnave i, mener ernæringseksperten.

Hvad siger du til en smoothie med grønkål og knoldselleri - med et tvist af ingefær eller mynthe? Lyder måske mere fristende end tanken om udkogte grøntsager ved siden af frikadellen.

Men er det en god idé, er det virkelig så sundt - og er der egentlig en grund til, at grøntsager skal gnaves?

Ifølge de mange fitness-magasiner og bøger på markedet, så er det i hvert fald sundt - og meget oppe i tiden - at drikke sine grøntsager.

Sunde drikke

Ved at drikke sin frugt og grønt vil man få en direkte udbringning af vitaminer, mineraler kulhydrater, klorofyl og talrige andre fytonnæringsstoffer. Alt sammen med til at stabilisere immunforsvaret.

Kilde: High on Smoothies - drik dine grøntsager.

"Til dem, der endnu ikke har prøvet at blende deres frugter og grøntsager kan jeg kun sige, at det for mig er en nærmest guddommelig oplevelse", skriver Mads Bo, der blandt andet har skrevet bøgerne High on Juice og High on Smoothies - drik dine grøntsager.

Ikke kun babymos

-Jeg er overbevist om, at der er en grund til, at vi har fået tænder. Derfor mener jeg ikke, at vi skal stoppe med at spise frugt og grønt. Der skulle jo nødigt gå totalt babymos i den, forklarer Mads Bo.

Selv levede han for 10 år siden et liv, hvor han arbejdede som mekaniker, følte sig ofte små-syg, havde eksem og allergi. Så noget måtte ske. Og det gjorde der, da han drog til London for at høre et foredag med den amerikanske sundhedscoach Anthony Robbins.

-Jeg mærkede en forskel nærmest med det samme, jeg tabte 10 kilo og fik det meget bedre, forklarer Mads Bo, der herefter besluttede, at han også ville leve af at udbrede det gode budskab: Tag ansvar for dit eget liv - også når det gælder om, hvad du putter i munden.

-Det gode ved eksempelvis grøntsagssmoothies er, at det er levende mad - det er ikke kogt eller stegt, alle vitaminer og mineraler er intakte. Man kan sagtens udskifte nogle af sine måltider med en grøntsagssmoothie, der efter min mening virker som medicin på kroppen, forklarer forfatteren, der også i dag lever af at holde foredrag om, hvor vigtigt det er at leve sundt.

Mad og funktion

-Der er kommet et marked her de senere år, som er bygget op omkring antagelsen, at der er mange børn og voksne, som ikke kan lide hverken frugt eller grøntsager, forklarer madsociolog Jon Fuglsag, Professionshøjskolen Metropol.

“Det er en trend, vi især oplever i fitness- og helsemiljøerne, og det er en bølge, der er specielt meget hype omkring i disse år - ligesom vi ser det med stenalderkost.”

Jon Fuglsang

Han fortsætter:

-I USA og England har fænomenet smoothies været stort i fem-10 år, herhjemme er bølgen stadig forholdsvis ny, vi kender den blandt andet fra juice-kæden Joe & The Juices. Og hele ideen omkring dét at blende sin frugt og sine grøntsager hører ind under kategorien functionel food - altså at man spiser eller drikker frugt og grønt, fordi man mener, det har en effekt på krop eller psyke. Eksempelvis energi, skønhed eller ydeevne.

-Men jeg mener, at det kommercielle marked benytter sig af en fejlvurdering, når man antager, at mange børn og voksne ikke kan lide frugt og grønt, for det tror jeg ikke er tilfældet.

Man skal spise grønt

-Det lyder jo fristende, men jeg er alligevel ikke helt vild med tanken om, at man skal drikke sine grøntsager. Principielt mener jeg jo, at man skal spise sin mad - og ikke drikke den, forklarer kandidat i human ernæring, Preben Vestergaard Hansen.

“Man skal passe på med at ophøje frugt og grønt til at være de rene energibomber. Husk på, de består mest af vand!”

Preben Vestergaard Hansen

- Dit mave-tarmsystem har for det første mere at arbejde med, når du spiser sine grøntsager - det gør det ikke, hvis du drikker dem. Det kan derimod gøre, at du får for meget væske i maven, og det kan give en dårlig fordøjelse.

-Og så sker der også det, når man blender frugt og grønt, at man ødelægger de friske råvarers indhold af antioxidanter og c-vitamin. De er nemlig meget følsomme overfor ilt, og når man blender tilføres meget ilt, og derfor risikerer man, at næringsværdien i grøntsagerne falder.

Men hvis man nu hører til dem, der alligevel ikke bryder sig om at spise sine grøntsager, er det så ikke en udmærket idé at drikke dem?

-Hvis man hører til dem, der ikke bryder sig om at spise grøntsager, så kan det jo være en god ting at blende dem til en slags grød, som man drikker, for det er trods alt bedre end slet ikke at få sine grøntsager, kommenterer Preben vestergaard Hansen, Professionshøjskolen Metropol.

  • Print
  • Del artiklen: