Det er i Jylland, at begejstringen for chips er størst, når der skal spises snack efter aftensmaden. Det viser en undersøgelse som FDB Analayse har foretaget.
Analysen viser videre, at jyder og fynboer spiser oftere chips end danskerne øst for Storebælt. Dem, der hyppigst har hånden nede i chipsposen, bor i Syd-, Vest- og Nordjylland.
På en gennemsnitlig aften spiser tre ud af 100 i denne gruppe chips efter aftensmaden. Og det er hos nordsjællænderne, at der går længst tid imellem aftenerne med chips. Mindre end to ud af 100 nordsjællændere spiser chips på en tilfældig aften.
MGP og chips
Men nu er i aften jo ikke en tilfældig aften, men selveste Melodi Grand Prix aften, og så står der garanteret chips på menuen rigtig mange steder. Ifølge FDBs analyse, så står der oftere chips på bordet lørdag aften.
En ud af 20 spiser chips på en vilkårlig lørdag aften, hvilket gør den til den aften i ugen, hvor markant flest spiser chips.
Fredag aften er også et populært tidspunkt at spise chips, cirka en ud af 25 danskere indtager mixet af sprødt og salt på en vilkårlig fredag aften.
Men lørdag aften er topscorer, når det drejer sig om chips - og når det drejer sig om en speciel aften som i aften, så er der ganske sikkert endnu flere, der griber til de salte løjer. Det melder undersøgelsen imidlertid ikke noget om.
Hvad vælger du?
Men før du kaster dig over de forfærdeligt fristende sager, så husk på, at der er rigtig mange kalorier i kartoflerne.
Louise Lundgren Berg, der studerer human ernæring på Professionhøjskolen Metropol har regnet lidt på det for Lev Livet. Og regnskabet ser sådan ud:
-I blot 30 gram kartoffelchips er der 160 kalorier, og de består af fedt og kulhydrater. Der er ingen vitaminer og mineraler i dem, de er med andre ord: Tomme kalorier.
-Til sammenligning får du i 30 gram mandler 159 kalorier, men til gengæld sunde fedtsyrer, kosfibre samt E-vitamin, calcium og zink.
I øvrigt viser FDBs analyse, at mænd og kvinder er lige gode om at spise chips.