Hvad skal vi spise i aften?

Frikadeller, spagetti med kødsovs - eller hvad med at prøve noget helt nyt i aften. Lev Livet giver dig et par råd.

Hvad skal vi have til aftensmad? Spørgsmålet lyder med garanti dagligt i mange hjem landet over. Det kan også være svært at finde på.

Og faktisk søger de fleste jævnligt inspiration til ny mad i form af opskrifter.

Måske sker det i en af de mere end ti kogebøger, der er i cirka halvdelen af de danske husstande. Oftest mangler vi inspiration til aftensmaden på en hverdag, men især unge bruger også madopskrifter som inspiration til at imponere familie og venner, fremgår det af FDB Analyse.

Stort set alle danskere laver mad. Næsten 9 ud af 10 danskere laver mad mindst en gang om ugen, og for 1 ud af 3 gælder det, at de er i køkkenet hver dag. Kun 2 ud af 100 danskere laver aldrig mad.

Inspirationen udebliver på hverdagsaftener

Der skal mad på bordet hver aften, men ifølge danskere kan det godt være en udfordring at finde på, hvad der skal på tallerkenen ugens hverdagsaftener. 6 ud af 10 danskere savner inspiration til den daglige aftensmad fra mandag til fredag.

Næsten 1 ud af 3 danskere savner også inspiration til aftensmaden i weekenden. Det er især hovedretter, danskerne savner inspiration til.

Hver anden læser en opskrift ugentligt

Den udbredte mangel på inspiration til måltiderne sætter muligvis sit præg på danskernes læsevaner.

Næsten hver anden læser en madopskrift mindst én gang om ugen, og mere end 2 ud af 3 har læst mindst én madopskrift inden for de seneste to uger. Det er især kvinderne, der er hyppigt læser opskrifter.

  • Print
  • Del artiklen: