Dit køleskab gemmer på guld

Du kender det med garanti: Der ligger en slatten squash og to gustne gulerødder i grøntsagsskuffen og glor på hinanden. Ud med dem, tænker du - vi skal alligevel ud og købe ind, og så kan vi købe noget friskt grønt.

Men vent lige lidt. For faktisk kan dine halvslatne grønsager forvandles til en smagfuld delikatesse - det samme kan rester af risengrøden, bulguren, de brune bananer etc. Med lidt snilde - og fornemmelse for gammeldags påholdenhed, kan de sagtens bruges. Og især i et trendy nordisk køkken, som tiden pt dikterer.

De kan også bruges i projekt restemad. Forbrugerrådet er nemlig i fuld sving med at indsamle dine gode ideer i en app - mobil-applikation til smartphones - så du hurtigt og nemt kan få kreative tips til, hvordan du bruger din restemad, så den bliver til ny mad i stedet for skrald.

- Vi smider en masse god mad ud, som kunne have været blevet til ny dejlig mad. Resteapp'en skal give inspiration og motivation til at udnytte maden bedre - til gavn for pengepungen og for miljøet. Vi synes, det er rigtigt smart at opsamle og videreformidle al den gode viden om tilberedning af rester til nye retter, som danskerne ligger inde med. Vi skal jo have inspiration og motivation til at gøre noget nyt i køkkenet, forklarer projektleder Karen Hertz Larsen, Forbrugerrådet.

Så har du en god idé til, hvordan du bruger din restemad, så skriv til Forbrugerrrådet, beskriv den restemad, det drejer sig om og hvordan du bruger den. Det kunne være dine kogte kartofler, gryderetten fra i går eller risengrøden, som du kan bruge til at lave klatkager af.

App'en bliver en del af en større indsats som Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer har sat i søen med formålet at mindske madspild.

- Indtil da indsamler vi så mange som muligt gode forslag til brug af rester i nye retter, supplerer Karen Hertz Larsen.

I aften skal vi have grønsagsmos

Hvis man har grøntsager, som har ligget længe i grøntsagsskuffen i køleskabet, men som stadig er friske, kan de for eksempel bruges til at lave grøntsagsmos:

Tag gulerødder, blomkål, løg, broccoli, selleri, jordskokker, kartofler, rødløg og hvad du ellers har i grøntsagsskuffen, vask dem og hak derefter det hele i små stykker.

Kom vand plus en teske salt i en stor gryde og bring vandet kog.

Kom alle grøntsagerne i vandet og kog det hele på mellemsvag varme i ca. 20 minutter (prik til grøntsagerne, især kartofler, og se om de er blevet bløde.)

Hæld derefter vandet fra grøntsagerne og blend det hele med en håndblender.Tilsæt salt, mælk og krydderier efter egen smag.

Blend det hele indtil blandingen bliver til en fin mos. Kan spises til kød, fjerkræ, fisk eller vegetarretter. Både sundt for maven og godt for mindre madspild. Velbekomme!

  • Print
  • Del artiklen: