Uuhm, i aften skal vi have laks

Laks smager godt, og der er næsten ingen ben i. Men har du tænkt på, hvor din laks mon kommer fra, og om den er en sund fisk? Her kommer nogle svar.

Du kan spise laks rå som sushi og tatar, pandestegt, bagt, dampet, grillet, røget og gravet. Laks kan også laves til fars til for eksempel fiskefrikadeller, postejer og mousse. Rognen fra laks kan du bruge for eksempel som pynt på smørrebrød eller fiskeretter.

- Tidligere var laksen en eksklusiv spise, men efterhånden som man er begyndt at opdrætte laks, er fisken blevet tilgængelig for flere mennesker. Der er sæson for laksen hele året pga. de mange opdrættere, forklarer kandidat i human ernæring, Preben Vestergaard Hansen, Professionhøjskolen Metropol.

- De fleste af de laks, der bliver spist i Danmark, er opdrættet i havbrug i Norge. Her bliver de fodret med fiskemel, som er fremstillet specielt til laks. Det betyder bl.a., at der er tilsat naturlige røde farvestoffer fra diverse skaldyr, så også de opdrættede laks får den karakteristiske lyserøde farve.

Myndighederne vil gerne have os til at spise fisk flere gange om ugen. Voksne og store børn bør spise 200-300 gram fisk om ugen. Det svarer til, at du spiser to fiskemåltider om ugen. Eller et fiskemåltid om ugen og fisk som pålæg næsten hver dag.

Ifølge Preben Vestergaard Hansen er det en god idé at variere mellem fede fisk for eksempel laks, sild og makrel og magre fisk for eksempel torsk, tun og rødspætter.

Pris og kvalitet

Men netop fordi laks er blevet tilgængelig mht prisen, er det jo nærliggende at tænke, om der mon er forskel på kvaliteten af de forskellige udgaver af laks:

- Nej der er ingen laks som er sundere end andre, men man skal huske, at laksen hører til den fede fisk, uanset om den er opdrættet eller fanget vildt. Myndighederne siger jo iøvrigt, at al slags fisk og skaldyr er sundt, og at man skal huske at variere. Det er på samme måde som med for eksempel frugt. Man kan ikke sige, at den ene frugt er sundere end den anden, selv om der kan være en smule forskel i næringsindholdet, forklarer Preben Vestergaard Hansen og føjer til:

- Fisk kan være forurenet blandt andet med dioxin og kviksølv, men der er fangstforbud, hvor forureningen er størst. Fordelene ved at spise flere og forskellige slags fisk er mærkbart større end risikoen ved forurening.

Masser er muligheder

Du kan bruge laks i din madlavning på et utal af måder: Laksestegs, indbagt laks, færdiglavet laksefars, som kan blive til dejlige fiskefrikadeller - og husk, at frossent fisk også er sundt.

Preben Vestergaard Hansens tips og råd omkring laks:

- Røget laks: Begræns dit indtag på grund af røgens mulige skadelige effekter i større mængder.Ønsker du at spise mere end 300 gram fisk om ugen, skal de fisk du spiser herudover være magre eller opdrætsfisk fordi de indeholder færre tungmetaller.

- Den kvalitetsbevidste - nok også dem som i forvejen spiser fisk, køber nok den "rigtige" vare - vildlaks, men man får ikke mere ernæring og sundhed for pengene. Man får nok mere kvalitet for pengene.

- Vildlaks: Når man har set og smagt en vildlaks fanget i en elv, så forstår man hvad frisk fisk er.

- Opdrættet laks: opdrættet laks hvor man styrer fodertilførslen. Fiskekødets farve kan justeres.

- Økologisk opdrættet laks: opdrættet laks hvor der er særlige krav til foder (fx indholdet af tungmetaller) og vandkvalitet.

- Opdrættet fisk vokser hurtigere, har en anderledes smag og bliver større og mere fede end vildlaks. Det hænger sammen med, at fiskens bevægelsesmuligheder er meget begrænset og fodersammensætningen er nøje afstemt til maksimal tilvækst.

  • Print
  • Del artiklen: