Spis æg med måde

Myndighederne anbefaler, at man spiser max. et halvt æg om dagen, men hvad nu hvis man gerne vil spise flere?

-Gælder dogmet om, at man kun må spise et- to æg om ugen stadig? Baggrunden er den, at min 15 årige søn spiser æg hver dag, når han har en normal aktiv uge? Han spiser havregryn til morgenmad på skoledage, men han bliver hurtigt sulten, og et æg som supplement ligger godt i maven, synes han. Men er det okay?

Sådan lyder spørgsmålet fra en mor til en teenagesøn til Preben Vestergaard Hansen, der har kigget nærmere på anbefalingerne vedrørende æg:

Preben Vestergaard Hansen

Preben Vestergaard Hansen er kandidat i human ernæring og husholdningsvidenskab på Professionshøjskolen Metropol.Han har altid interesseret sig for mad og sundhed og har gennem 24 år undervist og formidlet om ernæring og sundhed. Preben er også en aktiv debattør, når det drejer sig om mærkesager som mærkning af- og markedsføring af fødevarer.

Du kan Spørge Preben om alt, hvad der har med kost og ernæring at gøre.

Spørgsmålet om hvor mange æg, man kan tillade sig at spise om ugen, har været til stor sundhedsmæssige debat gennem mange år. Debatten skyldes, at hønseæg indeholder forholdsmæssigt meget kolesterol.

Årsag til åreforkalkning

Tilbage i 1950erne fandt man gennem store undersøgelser ud af, at for meget kolesterol i blodet kunne være medvirkende årsag til, at man blev åreforkalket og fik øget risikoen for udvikling af hjerte- og karsygdomme. Derfor har mange gennem de sidste 30-40 år frarådet folk at spise for mange æg.

Kolesterol er nødvendigt for mange ting i kroppen: Celler er for eksempel delvist opbygget af kolesterol, og galde og D-vitamin dannes ud fra cholesterol. Kolesterol transporteres i blodbanen bundet til nogle proteiner. Disse transportsystemer forkortes ofte med LDL-kolesterol, som er det som er tilbøjeligt til at aflejres i blodkarret, og HDL-kolesterol, som er det, som fjerner overskud af kolesterol fra blodbanen.

Vi skal have det

Kolesterol skal vi have i blodet i en vis koncentration, og her er det særligt leveren, der er i stand til at regulere mængden. En væsentlig mulighed for at regulere mængden af kolesterol i blodet er gennem cellernes egen produktion.

Dernæst kan man gennem fødevarer indtage kolesterol. Den mængde af kolesterol man indtager gennem fødevarer udgør kun få procent af, hvad kroppen selv producerer. Hvis man indtager fødevarer med et højt indhold af kolesterol, så nedsætter kroppen sin egen produktion, således at kolesterolmængden i blodet ikke stiger.

Mange undersøgelser viser, at hvis unge og voksne raske mennesker spiser mange æg, så vil det ikke medføre, at mængden af kolesterol i blodet vil stige. Men hvis man i stedet indtager meget mættet fedt fra for eksempel fede mejeriprodukter, så vil det kunne medføre en stigning i blodets kolesterol-indhold, fordi leveren stimmuleres til at øge kolesterolproduktionen.

Kolesterol mængden (mg) pr 100 gram

Torskelever: 800

Helt æg: 550 (ét æg vejer ca. 60 gram)

Kyllingelever: 450

Svinelever: 300

Torskerogn: 250

Rejer: 160

Leverpostej:110

Kolesterol findes ikke i vegetabilske fødevarer (frugt, grøntsager, kornprodukter).

Kilde: Preben Vestergaard Hansen

Væk med mættet fedt

Er der tale om personer med forhøjet kolesterol i blodet, mennesker som er åreforkalket, har eller er i risiko for at få hjerte- og karsygdomme, anbefales det, at man nedsætter mængden af cholesterol i kosten, men det vigtigste er, at man nedsætter mængden af fedt i kosten og særligt fra kød og mejeriprodukter, hvor der findes mættet fedt.

Som svar på spørgsmålet, så er der umiddelbart ingen risiko ved, at man som ung spiser ét æg om dagen, men myndighederne anbefaler, at man ikke har behov for mere end ½ æg om dagen.

Så jeg vil anbefale, at man spiser færre æg og følger myndighedernes råd.

Som alternativ til et æg som mellemmåltid, så kan jeg anbefale, at man i stedet spiser lidt frugt, noget gnavegrønt som for eksempel gulerødder, ellen en lille grovbolde med magert pålæg. Så holder man sig mæt længere til næste måltid.

  • Print
  • Del artiklen: