Danskerne vil have luksus, når de rejser afsted på årets højdepunkt: Sommerferien.
Det kan blandt andet rejsebureauet Spies tale med om.
-Folk sparer ikke på luksus i deres sommerferie, siger kommunikationschef i Spies Rejser, Torben Andersen og fortsætter:
- I 2006 var det kun 31 pct. af vores gæster, der bestilte et hotel med fire eller fem stjerner. I 2012 voksede dette tal til hele 55 pct. Samtidig var der kun 4,4 pct., der købte et hotel med kun to stjerner, mens det samme tal for seks år siden lå på hele 11,2 pct., siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies og føjer til, at mest luksus køber danskerne i Egypten, hvor 82 procent af de solgte værelser er i kategori 4 eller 5+.
- I weekenden er der rejsemesse - Ferie& Fritid i Bella - i Bella Center i København, hvor du kan finde inspiration til årets sommerferie.
- Blandt de nye tiltag er specielt globetrotter-område, et afsnit for aktiv ferie og et et helt område med specielt fokus på USA-rejser. Samt meget mere.
- Læs mere om Ferie & fritid i Bella.
Skræddersyet ferie
Også hos Apollo Rejser kan man spore, at danskernes rejselyst er intakt på trods af krise. Her oplever man, at kunderne i stigende grad efterspørger koncepthoteller. Altså rejsemål- og hoteller, der er skræddersyet til præcis dét, den enkelte ønsker på sin ferie:
-Danskerne rejser mere end nogensinde og er blevet mere kræsne og specifikke på, hvad de vil have ud af deres ferie. Ens ferievalg er i dag en forlængelse af ens normale tilværelse, som for de allerfleste danskere er nøje tilrettelagt og afstemt med klare ønsker og behov, forklarer Rikke Koks Andreasen, der er kommunikationschef i Apollo Rejser.
-Vi mærker også folks ønske om luksus på ferien ved, at flere vil have direkte adgang til badestrand fra deres hotel, og så vil de have wi-fi på deres værelser - så selvom de er på ferie, så vil de alligevel have netadgang, forklarer Torben Andersen, kommunikationschef i Spies Rejser.
Vi vil trøstes
Og hvorfor er det, at vi hungrer efter luksus, når vi vores hverdag er fulde af historier om nedskæringer, angst for fyring og sparebudgetter?
- Ferien er vores frirum, det er her vi kan slå os løs og gøre noget andet end det vi gør i hverdagen. Hvis hverdagen er lidt skrabet, presset og kriseramt, så vil vi gerne trøstes og være lidt gode ved os selv i ferien, og det kan man gøre ved eksempelvis at købe hotellet med den ekstra stjerne, forklarer psykolog Henrik Tingleff og understreger, at dette er hans egen hypotese.
Henrik Tingleff forklarer videre:
-Omvendt er det, hvis der er overskud i hverdagen, friværdien er høj, der er købt ny bil og tilbygningen er opført, så er ferien måske nærmere dér, hvor vi skal udfordres eller på anden måde udvikles, og så er den aktive ferie, vandreturen på Caminoen eller teltet i den øde bjerg-egn måske dét, der prioriteres.
-Så det er noget med, at underskud avler brug for "comfort og trøst", overskud kalder på det modsatte - udfordringer, forklarer psykologen.