Godnat og sov godt, skat. Og så vender man sig ellers om på siden og tjekker sin mail, Facebook, nyhederne - på dr.dk naturligvis - og så et hurtigt spil Ruzzle eller Wordfeud. Genkender du billedet?
Så skal du måske sadle lidt om, for det kan være decideret farligt for dig, at sove med din tablet eller smartphone. Overdreven brug af smartphone, bærbar eller tablet kan medføre både søvnløshed, fedme, sukkersyge og brystkræft, viser ny forskning.
Udsættes man i blot to timer for nogen form for baggrundsbelyst computerskærm - fx en smartphone, bærbar eller tablet - så undertrykkes kroppens naturlige produktion af hormonet melatonin, konkluderer forskere ved Rensselaer Polytechnic Institute i New York.
Melatonin er med til at regulere kroppens indre ur, og derfor kan nedsat melatonin-produktion resultere i søvnløshed.
Den nye forskning viser også, at udsættelse for baggrundsbelysning over "mange år i træk" kan medføre en øget risiko for fedme, sukkersyge og brystkræft, skriver computermagasinet Comon.
Kobler ikke af
Analytiker Zeus Kerravala fra ZK Research er ikke overrasket over, at vores elektroniske apparater påvirker vores sundhed, fordi mange mennesker tilsyneladende føler et nærmest tvangsmæssigt behov for altid at have for eksempel deres mobiltelefon i nærheden - selv når de sover.
- Folk plejede at koble af den ydre verden, når de gik i seng. Det gør de ikke længere. Næsten alle jeg kender, sover med deres mobiltelefon inden for rækkevidde, så de ikke går glip af noget, siger han til magasinet.
Og når der modtages en sms eller en e-mail, vibrerer apparatet eller lyser op. Det forstyrrer nattesøvnen.