Så står vi her igen: På tærsklen til et nyt år. Det er nu, det er højsæson for de gode viljer - til at tabe sig, til at blive et sundere eller bedre menneske. Eller måske har du bare lyst til at gøre det lidt bedre i det nye år.
Man kan for eksempel købe sig en lille notesbog og beslutte sig for, at man hver dag, lige før sengetid, skriver tre positive ting fra dagen, der er gået, ned i bogen. På den led lukker man positivt ned for dagen og kan sove mere roligt. Og man bliver oven i et mere positivt menneske.
Sådan forklarede erhvervspsykolog Majken Matzau for præcis et år siden. Man kan selvfølgelig sagtens beslutte sig for det samme i år, for måske vil der blive ekstra brug for det i kommende år.
- Jeg tror ikke, at 2013 vil blive et nemt år. Slet ikke. Men det bliver et år, hvor vi vil nærme os nye mål og få helt nye muligheder.
- Jeg tror, vi vil vende os mod mere bevidsthed, mere lys, mere nærvær og mere forankring i vores indre i det nye år. Det skal man se i forhold til, at vi i de tidligere år har været meget mere fokuseret på de materielle ting i tilværelsen, forklarer hun videre.
- Efterhånden har vi jo fået tilegnet os det hele. Vi har jo alt her i Danmark, vi skal ikke kæmpe hver dag for at overleve, så jeg mener, der nu er et behov for at finde ind til en anden bevidsthed, mener Majken Matzau.
Tid til at søge indad
- Mange er blevet mere bevidste om at kigge indad. Flere og flere dyrker mindfulness og meditation, læser bøger og søger viden om det eksistentielle. Jeg tror på, at der er en opvågnen hos folk, de er nysgerrige og vil gerne søge viden på det her område og opnå en større bevidsthed.
- Mange tror jo på, at der er noget, der er større end os. Det ligger i mange af os, vi søger hele tiden og vil gerne forstå, hvad meningen med det hele er. Folk er mere søgende end for eksempelvis bare 10-15 år siden, mener psykologen.
Træn dit sind
Hvis man nu beslutter sig for, at i 2013 vil jeg være et mere positivt og rummeligt menneske, er det så noget, man kan lære?
- Ja - selvfølgelig kan man lære at blive mere positiv. Det handler alene om at træne sindet til at fokusere på de mange positive ting, situationer og relationer, vi hele tiden er omgivet af. Men som vi ikke ser, hvis vores overbevisninger fortæller os, at livet er hårdt og uretfærdigt. Det er netop dét, dagbogsøvelsen, som jeg har omtalt tidligere, handler om.
- Når man beslutter sig for hver dag at notere alle de små ting ned i sin positive dagbog - eller glædesbog - vil man opdage, at der pludselig dukker flere og flere situationer og ting op, som vi opfatter som positive: En fremmed, der smilede på gaden. Duften af en vidunderlig rose. Et stykke musik, vi havde glemt, som pludselig bliver spillet i radioen. Et brev fra en kær ven etc. Og før vi ser os om, er vi gennemstrømmet af taknemmelighed over alle de mennesker, situationer, steder, lyde, dufte, føleser osv. som hele tiden eksisterer side om side i vores virkelighed.
- Og når dette først sker, vil vi opleve velvære, håb og overskud. Og dette skaber en positiv spiral, hvor vi oplever mere lykke og flere og flere bekræftelser på denne lykke. Og selvom dette sker - uden at din virkelighed 'derude' bliver mere positiv - vil din ydre verden alligevel på et tidspunkt også begynde at skifte. Fordi du tiltrækker nye mennesker og skaber nye begivenheder på baggrund af din løftede energi og udstråling.