Jeg vil meget gerne have hjælp til at slippe min sukkerafhængighed. Jeg er afhængig af sukker og skal have chokolade, slik eller is hver dag. Mit største ønske er at kunne holde mig fra de søde sager i hverdagen. Selvfølgelig skal man ha' lidt lækkert i weekenden og til fester, fødselsdag osv., men i hverdagen vil jeg så gerne kunne undvære det. Hvad skal jeg gøre? Det er som om, jeg ikke kan finde viljen - for hvor der er vilje, er der vej, ikke?
Sådan spørger 25-årige Mette i et brev stilet til Lev Livets psykolog, Henrik Tingleff. Og her er hans svar:
Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.
Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger, senest Fri For Ludomani.
Du kan spørge Henrik om alt, der har med os mennesker og vores relationer til hinanden at gøre.
Sukker-afhængighed er en afhængighed, der på mange områder kan sammenlignes med mere "klassiske afhængigheder" som alkoholisme, rygning og ludomani. Kroppen vænner sig over tid til at skulle have sit stof hver dag, og får den ikke det, så reagerer den.
Det er dét, du kender som rastløshed , hovedpine, irritabilitet, svimmelhed eller at du bare "er i rigtig dårligt humør". Der er dog en vej ud af afhængigheden, og den er slet ikke så kompliceret endda.
At lægge en afhængighed på hylden handler sjældent om dybere psykologisk analyse af fortiden og årsagen til afhængigheden - og at vente på eller søge den rette motivation er heller ikke vejen. Det handler i alt sin enkelhed om at kende de rette strategier og følge dem benhårdt. Afvænning skal ikke styres af, at "tiden er den rette" eller "nu føler jeg mig klar". Det skal styres af rå viljestyrke på vej mod et nødvendigt mål.
Fra al afhængighedsbehandling kender vi fem hovedprincipper, som du også kan benytte dig af her:
1. Gå efter stop - ikke efter moderering
Lad være at tro at "jeg bare skal skrue lidt ned". Et afhængighedsstop er alt eller intet. Og gerne fra den ene dag til den anden.
2. Fejlsikring af miljø
Her er din hjælp til selvhjælp. Jo sværere det er for dig at få fat i sukker, desto nemmere er det at undgå. Smid alt hvad du har af slik og søde sager i huset ud. Læg din rute til/fra arbejde om, så du ikke passerer bageren, kiosken eller hvor du plejer at proviantere. Bestil dine dagligvarer på nettet i en tid, meld afbud til fødselsdage i et par uger - og gå hele din hverdag igennem for at sikre, at du ikke udsættes for sukker!
3. Alternative strategier
Der er mange veje at "lindre" din sukkertrang på. Drik rigeligt med vand, prøv evt. stevia - men undgå andre kunstige sukre og light produkter. Tænk også i alternativ adfærd: Hvad skal du give dig til, når sukkertrangen kommer: Spille computer? Motionere? Skrive? Læse? Høre musik?
Jeg har flere klienter, der har haft succes med "førstehjælpskasser" med reminder til aktiviteter, de kan kaste sig over for at distrahere sig selv, når trangen kommer.
I hele den proces, hvor du skal vænne dig af med trangen til sukker, er det vigtigt at bruge de erfaringer,du får, til at nuancere dit billede af dig selv og din afhængighed. Spørg dig selv:
- Passer det virkelig, at jeg ikke kan fungere uden sukker?
- Passer det virkelig, at jeg bliver tosset, når jeg ikke får sukker?
- Eller hvad fortæller mine nye erfaringer mig?
4. Mindfulness
Når du spiser - alt det, der ikke er sukker - så tænk i mindfulness. Der er tre gode regler at følge: Sid altid ned, når du spiser, lav ikke andet, mens du spiser og brug mindst 15 minutter på dit måltid. Uanset hvor lille det er. Herved hjælper du din krop til et stabilt blodsukker og en mæthedsfornemmelse, der mindsker sukkertrangen.
5. Eksponering
Eksponér - udsæt dig for - din sukkertrang. Mange afhængige får opbygget en idé om, at deres trang kun vil stige og stige, og at de vil få det værre og værre, hvis de ikke handler efter den. Men ved at udsætte sig for trangen- og distrahere sig selv når den er der - vil de fleste opleve, at det ikke er det, der sker. Tvært i mod. Trangen aftager når den ikke bliver lyttet til!
Så, det bedste råd jeg kan give er sådan set: Se at komme igang med processen med at følge disse fem strategier. Start hellere i dag end I morgen. De første dage bliver svære med masser af "symptomer" og "trang" - men typisk er det værste overstået efter fem seks dage dage uden sukker.
Jeg har oplevet flere klienter, der allerede efter tre fire uger får brudt ud af afhængigheden og faktisk oplever end ikke at have lyst til et stykke kage ved mødet på arbejdet. Som ekstra bonus oplever langt de fleste tidligere sukkerafhængige, at de får meget mere overskud og energi, når sukkeret er lagt på hylden!