Hvordan kan det være at man siger ja og går med til noget, når man faktisk ikke vil?
Sådan spørger en bruger Lev Livet. Og han fortsætter: Jeg oplever flere gange, at jeg siger ja til folk, for ikke at gøre dem sure eller kede af det. Men det ender med, at det er mig selv der skal "kæmpe". Jeg føler tit jeg bliver sat til at vælge mellem ting jeg faktisk ikke vil og ender tit op med at skulle sluge en kamel.
Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.
Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger, senest Fri For Ludomani.
Du kan spørge Henrik om alt, der har med os mennesker og vores relationer til hinanden at gøre.
Vi har sendt spørgsmålet videre til Lev Livets psykolog Henrik Tingleff, som svarer:
Her støder vi på en problematik, som langt de fleste af os sandsynligvis kender I større eller mindre omfang.
Vi er flokdyr
At så mange af os kan have svært ved at sige fra, sige vores mening eller gøre andre utilfredse skyldes, at mennesket fundamental set er "et flokdyr". Det ligger dybt i os, at udstødelse fra gruppen er lig besværligheder, begrænsninger og i sidste ende død. Derfor skal vi gøre alt hvad der står i vores magt for, at resten af flokdyrene ikke ser skævt til os og ender med at forlade os.
Nu er det at blive upopulær jo sjældent forbundet med udstødelse og død i en moderne verden - tvært imod oplever mange mennesker stress, nedtryktehed eller måske ligefrem depressioner fordi de tilpasser sig andre for meget. Og det kan derfor være yderst hensigtsmæssigt at træne sine færdigheder i at "udfordre gruppen", gøre hvad man selv vurderer er rigtigt og der igennem registrere at man rent faktisk kommer videre på fornuftigt vis, selv om man ikke har gjort alle tilfredse.
Der findes hyldemetervis at bøger om "selvtillidsbetonet adfærd", "girafsprog", "Farvel til Flinkeskolen" og meget andet. Der er masser er gode råd at hente her.De tre råd, som jeg oftest lærer mine klienter er følgende:
1) Drop forklaringerne
Lad være med at undskylde eller forklare. Jo flere uddybninger, (dårlige) undskyldninger og forklaringer du kommer med, når du vil afvise andre, jo nemmere har det ved at "hægte sig fast" og udfordre dit stå sted. Giv i stedet et kort præcist svar: "Nej tak; jeg har desværre ikke mulighed for at hjælpe dig".
2) Anerkend og afvis
Anerkend folks behov, mød dem på det - men afvis deres krav/behov hvis du ikke ønsker at efterkomme det med samme pointe igen og igen. "Jeg kan godt forstå, at det er rigtig svært for dig at flytte selv, men jeg har desværre ikke mulighed for at hjælpe". "Jeg ved godt, at du ikke har andre spørge end mig - men jeg har desværre ikke mulighed for at hjælpe dig.
3) Opsøg ubehaget
Øv dig i tilstedeværelse i ubehag, og registrer de faktiske følger. De fleste mennesker har det skidt med at være tilstede i ubehag. Vi vil gerne undgå den følelse vi sidder tilbage med når vennen går med et "Nåh, jeg havde ellers sådan regnet med dig" Det gode er, at som alle andre følelser, så udslukkes den jo oftere vi prøver den. Så opsøg situationer hvor du kan øve dig i tilsetdeværelsen i ubehag - og brug lidt energi på at registrere hvad de faktiske følger bliver: Kom du aldrig med til hans fødselsdagsfester mere? Var han også sur næste gang du så ham? Tog alle de andre venner afstand til dig da de hørte hvordan du havde reageret? Etc.
Så, jo; ubehaget og reaktionsmønsteret kender de fleste af os! Den gode nyhed er, at det kan trænes og blive langt lettere at håndtere!
Rigtig god fornøjelse med processen!
