Det er næsten forbudt at sige det, men nogle gange kan man faktisk stå med følelsen af, at man holder mere af sit ene barn end sit andet barn.
En bruger skriver til Lev Nu's psykolog og spørger, hvordan hun skal forholde sig til, at hun nogle gange kan have svært ved at rumme sit ene barn, som hun har mange konflikter med, mens hun ikke har samme type sammenstød med sit andet barn:
"Det gør helt ondt i hjertet at skrive det, for jeg elsker jo dem begge over alt på jorden, og når han er i godt humør, synes jeg, han er det mest bedårende menneske på jord. Faktisk kan det næsten virke som om, at yderlighederne både til den vrede og den kærlige side er større med min søn, som kan være lidt vanskelig, hvor det hele faktisk kører mere lige ud af landevejen med min datter uden de store følelsesmæssige udsving til hverken den ene eller den anden side."
Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.
Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger, senest Fri For Ludomani.
Du kan spørge Henrik om alt, der har med os mennesker og vores relationer til hinanden at gøre.
Hvordan forholder jeg mig til det?, spørger hun. Og her er, hvad psykolog Henrik Tingleff svarer:
Det er udtryk for at du er normal. Ganske normal!
Ingen grund til skyld eller skam
I 2010 lavede ALT for damerne end rundspørge blandt 1.120 kvindelige læsere med mere end ét barn, og spurgte om de har en "favorit "blandt deres børn. 15 procent af dem svarer: "Ja".
I en helt ny undersøgelse fra YouGov angiver hele 27 pct. af de adspurgte, i at de "i nogen grad" oplever, at de har mere tilfælles med det ene barn end det andet, mens 11 procent oplever det "i høj grad". Din oplevelse af en forskellig tilknytning til dine to børn er således - i ordets egentlige betydning - "helt normalt".
Der er absolut ingen grund til at føle skyld eller skam over det.
Når det så er sagt, så er det jo slet ikke sikkert, at det du oplever er et spørgsmål om at have en "favorit" eller ej. Du beskriver jo også meget fint, hvordan der måske nærmere er en forskel i den relation og de følelser, du oplever i forhold til hvert af dine børn.
Find vejen
Vi er ofte gode til at huske, at børn er mennesker - men vi glemmer ind i mellem, at de er det både på godt og ondt! Det er som forældre vigtigt være opmærksom på, at ligesom med alle andre mennesker vi møder i vores hverdag, er der bare nogle "børnetyper", som den enkelte voksne svinger bedre med end andre. Nogen vi reagerer anderledes på end andre.
På helt samme måde som med kollegaer eller studiekammerater kan der være "børnetyper", man som forælder har sværere ved at forstå eller håndtere - og nogle gange skal man så bare bruge mere tid på at finde vejen og få en gnidningsfri relation op at stå.
Alene dét, at du skriver til brevkassen her indikerer jo din store opmærksomhed og engagement i udfordringen, så brug den simple information herfra til at lægge selvbebrejdelserne og skyldfølelsen på hylden - og brug så i stedet energien på langsomt at lære både dine og din søns reaktionsmønstre og ømme punkter endnu bedre at kende.
Det skal helt sikkert nok komme!
