Det kan være en udfordring for mange at købe det første par løbesko. For med et par nye sko i entreen kan det være rigtig svært at finde en undskyldning for ikke at komme i gang med motionsløb. Men faktisk er det bedst, at man tager den første løbetur allerede inden, man køber skoene.
- Det er altid en god ide at få lavet en løbetest, inden man køber at par løbesko.
Sådan lyder det klare råd fra Allan Zachariasen. Han er højskolelærer og personlig løbetræner. Samtidig er han selv tidligere eliteløber og forfatter til flere bøger og om løb.
Og ifølge Allan Zachariasen er der sket en del, med den vejledning man kan få, når man køber løbesko.
- Generelt synes jeg, at mange sports- og løbebutikker er blevet bedre til at tilbyde løbetests. For butikkerne ved godt, at det efterhånden er blevet meget svært at sælge løbesko, hvis ikke man giver kunderne et tilbud om en test, fastslår Allan Zachariasen.
Test på 20 minutter
I løbe- og sportsbutikker foregår en løbetest typisk ved, at man starter med at løbe en tur i sine gamle løbesko på et løbebånd, hvis man har sådan et par. Ens fødder bliver optaget på video, og ud fra de optagelser giver de ansatte i butikken nogle bud på, hvad det er for en type sko, man har brug for. Blandt andet i forhold til stødabsorbering.
Dernæst følger løbeture i flere forskellige nye sko, inden man vælger den rette model og mærke. Det tager typisk omkring tyve minutter.
Og ifølge Allan Zachariasen er den type løbetest tilstrækkelig, hvis man er ganske normal motionist, der ikke tidligere har været plaget af alvorlige skader.
- Til gengæld er det en fordel af få lavet en test hos en fysioterapeut med speciale i løb, hvis man tidligere har haft skader, eller bliver skadet når man er kommet i gang med at løbetræne. Fysioterapeuten kan se nogle sammenhænge i ens løbestil, som man kan have stor gavn af at kende til, hvis man bliver skadet, siger Allan Zachariasen.
Hele kroppen
Sådan en test kan man blandt andet få lavet hos idræts-fysioterapeut Svend B. Carstensen i Aarhus.
Som Allan Zachariasen mener han også, at man som udgangspunkt godt kan nøjes med en kortere løbetest, hvis man er forholdsvis ny løber, der ikke tidligere har haft skader.
- Men hvis man får problemer i forbindelse med sin træning, så kan det være en fordel at få lavet en grundig løbetest. Specielt hvis man har en mistanke om, at det er ens løbestil, der er årsag til problemerne, fastslår Svend B. Carstensen.
Han laver omkring 12 løbetests om ugen. Og det er typisk løbere med skadesproblemer, der opsøger ham.
- Når jeg laver en løbetest er det lidt som et puslespil. Jeg ser på hele kroppen og ikke kun fødderne, siger Svend B. Carstensen.
Ikke altid særlige sko
Testen tager 1½ time, og af den tid tilbringer løberen omkring et kvarters tid i fart på løbebåndet. En del af løbeturen foregår i bare tæer, og der bliver også lavet optagelser af løbet fra fem til seks forskellige vinkler.
- Når testen er overstået, har jeg sammen med løberen fundet frem til, hvilke ting vedkommende skal være opmærksom på. Samtidig giver jeg også et bud på, hvilken type løbesko, der passer bedst til træningen, siger Svend B. Carstensen.
Og ifølge ham har langt de fleste motionister ikke brug for løbesko, der er meget avancerede og specielle.
- Mange almindelige løbere vil kunne bruge en lang række forskellige sko, uden at det er forkert, slutter Svend B. Carstensen.