Hvad er en fibersprængning?

Hele to af de danske spillere måtte skiftes ud under EM-kampen mod Portugal i aftes på grund af en fibersprænging. Men hvad pokker er det egentlig?

Hele to af de danske landsholdsspillere måtte skiftes ud under EM-kampen mod Portugal i aftes på grund af en fibersprænging. Og at dømme efter kommentatorerne på TV2, så er det ganske sjældent, at et og samme hold er så hårdt ramt af lige nøjagtig fibersprængninger.

Men hvad pokker er egentlig en fibersprænging? Vi har spurgt fysioterapeut Christian Neergaard fra klinikken Sund Sport, der udelukkende beskæftiger sig med sportsskader. Han er samtidig lektor på fysioterapiuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol.

- En fibersprængning er et så kraftigt træk i musklen, at enkelte muskelfibre og bindevævet i musklen trækkes fra hinanden. Belastningen og trækket i musklen overstiger musklens styrke, forklarer han.

- Der findes mange grader af overbelastning. Lige fra en mindre forstrækning, til at de små fibre, som muskelvævet består af, rives over. Og i dét tilfælde sker der en blødning i muskulaturen samtidig med læsionen af muskelvævet.

En elastik, der spændes for hårdt

Der er simpelthen tale om en akut skade, hvor kraftudviklingen i musklen er større, end musklen kan tolerere.

- Man kan nærmest sammenligne det med en elastik, som man spænder for hårdt. Så begynder den også at sprænge i små dele, siger Christian Neergaard.

Det første man gør, når en fodboldspiller får en fibersprængning, handler om at begrænse den umiddelbare skade og forhindre, at blod siver ud i muskelvævet.

- Det vil sige, at man skal lægge kompression, eller tryk, på området. Man skal holde sig i ro. Den kropsdel, der er kommet til skade, skal hæves over hjertet, så man mindsker trykket. Og så skal der kulde på, så muskelvævet køles ned.

Det er den kortsigtede behandling af en fibersprængning. Niki Zimling og Dennis Rommedahl, der i går måtte forlade banen, skal nu scannes, så man kan danne sig et overblik over skadens omfang.

- På en scanning kan man se, om der er synlige tegn på læsioner i musklen og afgøre, hvor alvorlig skaden er. Og den viden skal man bruge for at vurdere, hvornår spilleren er klar igen og for at tilrettelægge genoptræningen.

Helt op til mange ugers genoptræning

- Genoptræningen handler om at lave de rette øvelser, der får muskelvævet trænet op igen og give kroppen de bedste betingelser for hurtig opheling. For nogle tager det bare en uge, men hvis det er en større fibersprængning, så kan det tage flere uger.

Hvordan kan det egentlig være, at elitesportsfolk hurtigere kommer sig oven på en skade? - Det handler om, at de er i topform, og det betyder, at man restituerer godt. Desuden har de jo hele behandler-paletten til deres rådighed 24 timer i døgnet. Og det vil sige, at de hele tiden får den rette behandling i form af massage, træning, fysioterapi osv.

  • Print
  • Del artiklen: