30 minutters daglig træning giver et lige så effektivt tab af vægt og fedtmasse som motion i en hel time, viser ny forskning, som forskere på Københavns Universitet står bag.
Et forskerhold fra Københavns Universitet har i tretten uger fulgt godt tres halvtunge – men raske – danske mænd i deres bestræbelser på at komme i bedre form. Halvdelen af mændene skulle træne i en time om dagen iført pulsur og kalorietæller, mens den anden halvdel kun skulle svede i 30 minutter.
Forskningsresultaterne viser, at 30 minutters sved på panden om dagen er nok til at vende en uhensigtsmæssig energibalance:
– De mænd der motionerede 30 minutter om dagen tabte sig i gennemsnit 3,6 kilo på de tre måneder, mens vægttabet var 2,7 kilo for dem, som motionerede i en hel time. Reduktionen af fedtmasse var på cirka 4 kilo for begge grupper, siger ph.d.-studerende Mads Rosenkilde.
Man kan sige, at der ved 30 minutters træning er ekstra bonus:
– De mænd der trænede mest, tabte sig ganske enkelt for lidt i forhold til den energi, de forbrændte via løb, cykling eller roning. En halv times målrettet motion giver altså lige så gode resultater på vægtskålen, forklarer Mads Rosenkilde.
Motivation til motion
Mads Rosenkilde formoder, en del af forklaringen på de overraskende resultater er, at 30 minutters motion er så overskueligt, at forsøgspersonerne har haft lyst og overskud til yderligere fysisk aktivitet efter dagens motionslektie.
Desuden har forsøgsgruppen med 60 minutter på løbebåndet sandsynligvis spist mere – og derfor opnået et lidt mindre vægttab end forventet. Øget muskelmasse kan også have betydning, det er forskerne i færd med at undersøge.
Forsøgspersonerne tilhører den store gruppe af moderat overvægtige borgere, som efterhånden udgør 40 procent af den mandlige befolkning i Danmark. De har ønsket en livsstilsændring ved hjælp af træning, og de er i forsøgsperioden blevet fulgt tæt af sundhedsvidenskabelige forskere med fokus på energibalance, insulinresistens og hormoner i blodet.