Hvis man skal have sex, så skal man ikke være træt eller i søvnunderskud. Så klart kan det siges, og det gør sexolog Jesper Bay-Hansen blandt andet i sin helt nye bog," få mere LYST."
Med andre ord: En god nats søvn gør underværker for dit velbefindende, og dermed også din lyst til livet - ja, og lysten til sex.
God søvn er kendetegnet ved en dyb, fuldstændig hvile af både krop og sind. Søvn kan ikke erstattes af powernaps, meditation eller anden restituerende aktivitet. Søvnen er nødvendig for at opretholde psykisk og fysisk funktionsevne, emotionel balance og velvære. Søvnen er derfor helt essentiel for vores lyst.
Således skriver Jesper Bay-Hansen i sin nye bog, og han supplerer:
-Derfor er det vigtigt at have en god søvnhygiejne, og det er der rigtig mange, der ikke har. I virkeligheden kan årsagen til mangel på glæde, intimitet og sex netop skyldes en dårlig søvnhygiejne. Det er meget vigtigt, at man for eksempel ikke drikker kaffe før man går i seng, at man sørger for at gå i seng på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, og at man får et nogenlunde fast antal timers søvn, og at man lufter ud i soveværelset, før man sover.
Små børn giver natteroderi
Men det kan være svært at få en god søvnhygiejne, hvis man for eksempel har små børn. Langt de fleste småbørnsfamilier kender formentlig til, at lysten til søvn kan overstige lysten til sex.
-Det er der ikke noget at sige til. Når man har små børn og natteroderi, så er man jo ikke udhvilet og har den energi, der er udgangspunktet for god sex - det kræver overskud at give dit nærvær til en anden og give dig hen til din partner.
- Hvis små børn forstyrrer begge forældres nattesøvn, kan det nemt gå ud over parforholdet og potentialet for intimitet og sex, og så er det vigtigt at finde løsninger. Det handler om at pleje lysten og sexlivet, prioritere det og om nødvendigt skabe det nødvendige frirum. Det kan gøres på forskellig vis. I nogle tilfælde kan forældrene aflaste hinanden, så de får 3-4 timers ubrudt nattesøvn i træk.
- I andre tilfælde kan bedsteforældre eller familie aflaste en dag eller to, så parret kan få sovet ud og igen kan investere i parforholdet. Kæresteweekender kan også være en mulighed for nogle par. Intimitet og sex skulle nødigt glide ud af parforholdet, selv om små børn måtte være årsagen til natteroderi.
A- og B-mennesker
Og derfor kan det eksempelvis også være et problem, hvis parterne i forholdet er henholdvis A- og B menneske, for når den ene er træt og vil tidligt i seng, så er den anden fuld af energi.
-Det er faktisk en stor udfordring i et parforhold og sjovt nok synes jeg ofte, at det er sådan at et A- og B-menneske finder sammen i et forhold, selvom det vil være en fordel at tænde på et andet A-menneske, hvis man selv er A-menneske.
I Jesper Bay-Hansens nye bog kan man bla finde dette kontante og gode råd:
For A- og B-mennesker i parforhold kan intimt samvær og seksuel aktivitet med fordel planlægges. Med udgangspunkt i de forskellige døgnrytmer vil det optimale tidspunkt være sidst på formiddagen eller omkring middag. Der er selvfølgelig ikke meget spontanitet i planlagt sex, men hvis alternativet er nul sex, så er planlagt sex så afgjort at foretrække.
Sengen er til sex og søvn
I bogen "få mere LYST" er der tillige en stribe gode råd til i det hele taget at erhverve en bedre søvnhygiejne i de hjemlige regioner. Her kommer en håndfuld af dem:
-Faste sengetider vil understøtte regelmæssigheden i din døgnrytme. Undgå en længere middagslur. Undersøgelser har til gengæld vist, at en kortere powernap kan have flere positive effekter blandt andet indlæring, hukommelse, kreativitet, humør, lyst og velvære.
-Fysisk aktivitet tidligt på dagen medførersom regel træthed først på aftenen, mens fysisk aktivitet sidst på eftermiddagen kan bevirke, at man går senere i seng. Dyrk ikke motion i timerne, før du ønsker at sove.
-Søg søvndyssende aktiviteter som at falde i søvn med læsning, en meditationsøvelse eller en kop kamillethe. Også baldrian og humle virker søvndyssende på mange mennesker.
-Som udgangspunkt er det bedst at være sin egen sovepille: Med andre rod: Hellere fem timers søvn uden sovepiller end otte timer på sovepiller.
-Endelig er der sexologens bedste råd: Sengen er til sex og søvn eller søvn eller sex, men intet andet.