Mindre i løn, hvis det kan redde jobbet
15. nov. 2012 08.06 IndlandGå ned i løn, eller virksomheden må lukke.
Sådan er vilkårene i blandt andet flyselskabet SAS.
Og nu tænker medarbejderne over, om de vil gå med til at få mindre i løn.
Ja fra to ud af fem
Hvis vi kigger på det danske arbejdsmarked, så er to ud af fem klar til at gå ned i løn. Hvis det altså kan redde deres job.
Det viser en undersøgelse som firmaet Epinion har lavet for DR Nyheder.
Epinion har været ude og spørge mennesker, der i dag har et arbejde.
Alle er klar over alvoren
Det overrasker ikke Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. Han forsker i forholdene på det danske arbejdsmarked.
- Danskerne er blevet klar over, at vi er i en langvarig krise, siger Flemming Ibsen til DR Nyheder.
Dagpenge eller løn?
Der bliver fyret folk både på offentlige og private arbejdspladser.
Det kan være svært at finde et nyt job. Og der er langt fra den almindelige løn og ned til dagpenge.
- Så der er mange penge at vinde ved at bevare sit job, siger Flemming Ibsen.
Dur kun kortvarigt
Flemming Ibsen mener dog, at folk lettere siger ja til mindre i løn, hvis det gælder for en kort tid.
Og hvis folk kan se, at det faktisk kan redde virksomheden.