21.000 danskere fik ikke løn i ni uger
11. feb. 2013 09.05 Indland
Er man ansat i en virksomhed, som går konkurs, kan man få sin løn udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond (LG).
Men næsten 21.000 lønmodtagere oplevede sidste år, at de pludselig ikke havde penge til at betale deres regninger.
Den virksomhed, de arbejdede for, var gået konkurs. Og medarbejderne måtte i gennemsnit vente i ni uger på at få deres løn udbetalt fra LG.
I nogle tilfælde tog det 17 uger, før folk fik deres løn.
Det skriver Jyllands-Posten.
Lang ventetid tvinger folk til lån
Imens folk venter på penge fra LG, kan de ikke få dagpenge eller kontanthjælp.
Mange må i stedet låne penge for at betale huslejen.
Andre må sælge møbler for at klare deres udgifter. Og nogle opgiver helt at betale deres regninger.
Det er ikke rimeligt, siger flere fagforeninger.
Dansk Metal efterlyser flere sagsbehandlere
Torben Poulsen er chef i fagforeningen Dansk Metal. Han siger, at en ventetid på ni uger er alt for lang tid:
- Vores oplevelse er, at det kører utrolig skidt i Lønmodtagernes Garantifond, siger han.
- Vi måtte hjælpe mellem 1000 og 1100 medlemmer med løn.
Torben Poulsen siger, at der er behov for flere sagsbehandlere til at gøre ventetiden kortere.
Vi gør det så hurtigt, vi kan
Jørgen Søndergaard er formand for Lønmodtagernes Garantifond.
Han siger, at fondens ansatte arbejder så hurtigt, de kan.
Men at der ikke er penge til at ansætte flere folk:
- De mennesker der har behov for ordningen, vil gerne have en hurtig behandling. Men man skal finde en god balance, siger Jørgen Søndergaard.
- Vi må ikke spilde samfundets penge. Den balance synes vi, at vi har.