Penge til ordblinde bliver ikke brugt
08. feb. 2013 08.44 Indland
Det er svært at søge job, når det er svært at læse og stave.
Derfor kan arbejdsløse ordblinde blive undersøgt for deres handicap og komme på kursus.
Men mange ordblinde kommer aldrig så langt.
Mange millioner er sendt tilbage
I 2010 og 2011 er der blevet givet cirka 90 millioner kroner til kommunernes jobcentre. Pengene skal bevilges til arbejdsløse, der har svært ved at læse og stave.
Men mere end halvdelen af pengene er blevet sendt tilbage til Beskæftigelsesministeriet.
Pengene er ikke blevet brugt til at hjælpe de ordblinde. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Indsatsen er en vigtig politik
- Indsatsen over for ordblinde og læsesvage er en vigtig del af beskæftigelses-politikken.
- Og derfor er det bekymrende, at pengene ikke bliver brugt.
Det siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (Socialdemokraterne) til Ritzau.
Det er uartigt
Det er i alt 48,2 millioner kroner, der er blevet sendt tilbage til Beskæftigelsesministeriet.
Pengene var givet for at styrke indsatsen over for ledige ordblinde og læse- og skrivesvage.
- Det er vildt, at det drejer sig om så mange penge, når vi i Folketinget har sat kræfter ind på at skaffe dem.
- Det er uartigt i en tid med stor arbejdsløshed, hvor det er ekstra svært at få job, hvis man er ordblind.
Det siger Christian Juhl. Han er arbejdsmarkeds-ordfører for Enhedslisten.
For få deltagere i kurser
Gladsaxe er blandt de kommuner, som har sendt alle pengene tilbage.
Kommunen vil gerne hjælpe borgere med læse- og stave-vanskeligheder. Men det har alligevel ikke været muligt.
Det siger chefen for jobcentret, Peter Sidelmann:
- Vi har testet mellem 100 og 200 borgere i de seneste to år, og vi har sendt mange af dem videre til voksen-uddannelses-centeret (VUC).
- Men desværre var der flere hold, som ikke blev oprettet på grund af for få deltagere. Andre kurser stoppede, fordi deltagerne faldt fra undervejs, siger Peter Sidelmann til Ritzau.
Nu skal holdene være større
Derfor har kommunen besluttet, at undervisningen fra i år skal ske på en af kommunens egne adresser.
- Og så vil vi undervise på tværs af niveauer. På den måde bliver holdene store nok til at kunne fortsætte, selv om nogen stopper, siger han.
/ritzau/