Paven træder tilbage
11. feb. 2013 12.44 Udland
Paven har ikke længere kræfter til at styre den katolske kirke.
Han træder derfor tilbage den 28. februar.
Det oplyser paven i en meddelelse.
Paven går frivilligt
Pave Benedikt har været den katolske kirkes øverste leder siden 2005, hvor den tidligere pave Johannes Paul døde.
Paven er i dag 85 år.
Og på grund af hans høje alder træder han nu frivilligt tilbage.
- Jeg må erkende, at mine kræfter ikke længere er tilstrækkelige til at udføre arbejdet, skriver Pave Benedikt i meddelelsen.
Sjældent at gå før tid
Det sker meget sjældent, at en pave træder tilbage.
Det fortæller Thomas Harder, som er ekspert i italienske forhold.
- Det er meget bemærkelsesværdigt og ikke set i nyere tid, siger han.
Sidste gang det skete var i år 1415.
De seneste 600 år er alle paver altså fortsat med jobbet, lige indtil de døde.
Ny pave til marts
Posten som pave vil stå ledig fra den 28. februar, indtil der er valgt en ny pave.
Nyhedstjenesten AP oplyser, at det formentlig vil ske i marts.
Fakta om Pave Benedikt:
-
Paven blev født i Bayern i Tyskland den 16. april 1927.
-
Hans forældre gav ham navnet Joseph Alois Ratzinger.
-
Som ung var han med i den nazistiske organisation Hitlerjugend og i den tyske nazistiske hær, og ved slutningen af Anden Verdenskrig var han krigsfange.
-
Før han blev pave, var han i 23 år leder af troskongregationen - det er en afdeling, der skal sikre, at den katolske kirke holder sig på rette spor.
-
Paven er kendt som meget konservativ og modstander af homo-seksualitet, abort, prævention og kvindelige præster.
-
En af hans favoritter blandt religiøse tekster er: "Tilpas jer ikke denne verden".
-
Han er blevet kaldt "Guds rottweiler", fordi han er meget optaget af at holde vagt om den rene klassiske katolske lære.